Musikhuset har rekord-omsætning på 100 millioner
2016 var et særdeles godt år for Musikhuset Aarhus, som satte rekorder
Flere gæster, flere solgte billetter og højere belægning end nogensinde før. 2016 blev rekordernes år for Musikhuset Aarhus, og de gode resultater betyder, at Musikhuset for første gang nogensinde har rundet 100 millioner kroner i omsætning. Overskuddet på bundlinjen lyder på 6,5 millioner kroner.
Den positive udvikling glæder Musikhusets direktør, Jan Christensen:
“Det er dejligt, at vores økonomi er i en fornuftig balance, og vi over de seneste år har fået afviklet Musikhusets gæld. Det betyder, at vi kan hæve ambitionsniveauet - også i årene efter kulturhovedstadsåret. Vi har nu økonomien til at investere yderligere i klassisk og rytmisk musik. Så jeg regner med, at man vil se endnu flere internationale topnavne i Musikhuset i fremtiden. Målet er at blive Nordens bedste musikhus. En fornuftig økonomi er en væsentlig forudsætning for, at det kan lykkes,” siger han i en pressemeddelelse.
Også rådmanden for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune er begejstret:
“Husets gode økonomi betyder, at der har været råderum til at præsentere et fantastisk flot program i kulturhovedstadsåret. Den sunde økonomi sikrer, at Musikhuset også i de kommende år kan tilbyde spændende kulturoplevelser,” siger Rabih Azad-Ahmad (R).