550 nye lejligheder og store udvalgsvarebutikker på Kvickly-grunden i Horsens
Nyt byområde med store butikker og boliger til 1.000 mennesker
Horsens Kommune har offentliggjort forslaget til en lokalplan, der skal bane vejen for et helt nyt byområde med 550 lejligheder, en dagligvarebutik, flere store udvalgsvarebutikker og restauranter, som grundejeren AP Pension vil bygge på Kvickly-grunden i centrum af Horsens.
Det er et område på 77.000 kvadratmeter, der er omkranset af Niels Gyldings Gade, Sønderbrogade, Sankt Helene Vej og Ove Jensens Allé. Grunden har stået tom, siden Kvickly lukkede sin butik i januar 2015.
Udvalgsvarebutikkerne, restauranterne og dagligvarebutikkerne bliver etableret i bygningernes stueetager med boliger ovenpå.
Ifølge Jesper Gemmer, By- og Havneudviklingschef i Horsens Kommune, giver det nogle forskellige udfordringer at bygge boliger ovenpå udvalgsvarebutikker, men Horsens Kommune har politisk besluttet, at større butikker og butikscentre skal placeres i midtbyen og ikke udenfor centrum, som man ser i flere andre byer.
De fleste bygninger bliver i 4-7 etager, mens en enkelt kan bygges helt op til 14 etager i 54 meters højde. Denne bygning kommer til at ligge overfor de i forvejen høje bygninger i Holmboes Alle på den modsatte side af åen ved Niels Gyldings Gade.
Boliger helt ned til åen
Niels Gyldings Gade bliver skubbet mod nord, så der bliver plads til at bygge en stor del af boligerne helt ned til åen. Langs åen bliver der etableret stier for cyklister og gående og lavet små opholdsrum, hvor man kan sidde og slappe af ved vandet.
”Åen bliver mere anvendelig og ikke så støjplaget, når Niels Gyldings gade bliver trukket væk fra åen,” siger By- og Havneudviklingschef Jesper Gemmer.
Beliggenheden ned til åen skal være med til at gøre området til et attraktivt sted at bo. Horsens Kommune har en stærk befolkningsvækst, og kommunen vil gerne have flere beboere i midtbyen, der især skal tiltrække unge og resursestærke beboere med samt børnefamilier. Ifølge lokalplanen kommer der til at bo cirka 1.000 mennesker i de 550 nye boliger, hvilket svarer til 1,8 beboere per bolig. 80 af de 550 boliger skal være ungdomsboliger.
”For os er det vigtigt at få boliger ind i midtbyen, så det bliver et livligt sted med mange mennesker,” siger Casper Grønborg, afdelingschef ved Plan og Byg i Horsens Kommune.
Grøn profil
Boligerne skal ifølge lokalplanen have en høj kvalitet med et varieret udseende, og til en god bolig hører gode rekreative områder. I en tæt bymidte vil man løse denne opgave med grønne tage og tagterrasser på de fleste bygninger, så beboerne kan opholde sig på tagene. De grønne tage skal samtidig være med til at forskønne udsigten for beboerne, der bor i de øverste etager i de højeste bygninger.
Langs vejene rundt om det nye byområde vil der blive plantet træer og buske for at give området en grøn og imødekommende profil. På parkeringspladserne mellem bygningerne, der primært er tiltænkt kunderne i butikkerne, skal der ligeledes plantes træer og buske. Parkeringspladserne skal desuden gøres levende med forskellige belægninger, mønstre og belysning, og lokalplanen stiller krav om effektbelysning i træer og af kundevognsbygninger.
Der vil også blive bygget et parkeringshus, der skal have en let konstruktion og grøn beklædning.
Sammenhængende bymidte
Det nye byområde på Kvickly-grunden skal ses i sammenhæng med den såkaldte Campus-rokade i Horsens. Rokaden indebærer blandt andet, at rådhuset flytter ud i Vias bygninger for at gøre plads til et butikscenter, som AP-Pension og Casa vil bygge på den nuværende rådhusgrund.
Butikscentret skal sammen med det nye byområde med udvalgsvarebutikker skabe en mere sammenhængende bymidte og en forbindelse mellem Bilka-området, det nye butikscenter, det nye byområde og Søndergade samt udviklingen på havnen. Horsens skal være en stærk handelsby.
”Udvalgsvarebutikkerne bliver ikke en konkurrent, men et supplement til butikkerne i Søndergade, og vi får et mere attraktivt miljø, hvor folk vil begynde at bevæge sig mere rundt i midtbyen,” siger Casper Grønborg, afdelingschef ved Plan og Byg i Horsens Kommune.
Boliger klar i 2019
Lokalplanen for Kvickly-grunden er på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden i næste uge. Herefter skal den i byrådet, inden den bliver sendt i offentlig høring.
Hvis det går efter planen, vil Niels Gyldings Gade blive forlagt i løbet af 2018, og en stor del af boligerne og butikkerne vil være bygget og klar til brug i foråret 2019.
Både Plan og Byg-afdelingschef Casper Grønborg og By- og Havneudviklingschef Jesper Gemmer understreger, at kommunens nye trafikplan tager højde for den ekstra trafik, der kommer som følge af det nye byområde.
Folk uden ærinde i byen skal ledes uden om bymidten, og den meget trafikerede rundkørsel ved Niels Gyldings Gade og Ove Jensens Allé bliver erstattet af et firkantet kryds, der skal få trafikken til at glide nemmere.