Fortsæt til indhold

Her er god karma - stilsikker asiatisk afklapsning hos Karma Sushi

Samfund
Af Jan L. Pedersen, Aarhus Update

Sushi, hvor der er tænkt over tingene, er, hvad den “nye” sushirestaurant i Frederiksgade er kendt for her hos os. Det er den største af Karma Sushis restauranterne og nok også den flotteste. Indretningen er designet af Henning Larsen arkitekter. Umiddelbart et godt valg. Edit. Et hamrende godt valg. Vores første udbrud var et, wauw! Det var svært at tro, det var i Frederiksgade i Aarhus, vi var. Men det var tilfældet.

Fuldt hus og mere til, men varm velkomst

Det var et stilrent lokale, vi trådte ind i. God smag hele vejen igennem. Det så dyrt ud. Der var fuldt hus, da vi kom. En sød og smilende tjener viste os ned til vores bord. Efter kort tid sad vi med et menukort foran os.

Fuld hus hos Karma Sushi. Foto: Aarhus Update

Hvad er det så, I kan?

Vi valgte “signaturen”. Deres bedste servering, sagde den smilende tjenere. Der var mad nok til to personer, og prisen var 998 kroner. Og ja, det var på ingen måde dyrt. Tværtimod, skulle vi senere sande. Menuen bestod af seks serveringer.
Første servering var laks og trøffelcreme, lakseæg, forårsløg og citrus soya. Laksen var mør som smør og spitze sammen med trøffelcremen, som ikke var fuldfed. Frisk servering. Caviar med avocado-carpaccio og sprød senbei (rischips/kiks på dansk). Skønt med caviar. Helt igennem en smuk servering.
En brandvarm consomé (fiskesuppe) kogt på hummer blev serveret til to personer. En kraftig suppe toppet med forårsløg og en sprød rulle med jomfruhummer. I øvrigt en ret stor jomfruhummer, som i den grad kunne smages. Den var mør, og havde ikke fået for meget. Præcision kan man kalde det.
Som tilbehør en sprød tangsalat. En flot smagsoplevelse, hvor man ikke skal gætte sig til, hvad suppen er lavet på. Befriende.

Duet af laks og trøffelcreme. Foto: Aarhus Update

Den store krabbekonge

Store, søkogte kongekrabbe-(klør) med en shiso-emulsion der smagte som en mellemting mellem mynte og basilikum. Udmærket, men krabberne tog opmærksomheden. De var natural. Perfekt smag. Det søde, sarte krabbekød var vildt lækkert, og den kan man spise meget af. Tilbehør af nogen art er her overflødig.

En slags salat oder was?

Tempurasalat med tempurarejer, chilicreme, forårsløg, karse og spicy sesam. Salat er måske ikke det rette ord. Men pyt. Det var friterede rejer, som smagte fint. Sesamfrøene og chilicremen smage godt, men rejerne faldt igennem. Det var også den eneste servering, som jeg ikke var tilfreds med.

30 stykker blandet

Det store fad var afslutningen. En flot, men også overvældende servering. Stykkerne var spændende og variationen stor. 13 stykker nigiri og resten ruller på flere måde. Lad mig fremhæve et par stykker, som skilte sig ud. Deres canadian, en uramaki inside out, smagte forrygende godt. Der var, heldigvis, fire stykker. Den var med laks, flødeost og masago (rogn fra fisken smelt). Mixet sad lige i skabet. Den stegte sild var god, nu med ris på. Risen var perfekt. Det har de styr på hos Karma. Ingen tvivl om, de perfekte ris er afgørende for oplevelsen. De smagte af noget.

30 stykker blandet sushi. Foto: Aarhus Update

16+1 uden ris

Vi valgte også deres sashimi menu til 288 kroner for 17 stykker. Kammusling, flamberet laks, hummer, ingefær-gravad laks, kongekrabbe, stegt sild, tun tataki, almindelig tun og en sød reje. Der var en crunchy wakame salat til. Wakame er tang. Et rent orgie, hvis du elsker rå fisk. Ingen ris til - og det savnede vi heller ikke. Kun fisk, tangsalt og de forskellige saucer. Fisken var perfekt tilberedt. Ingen slinger i valsen.

16+1 sashimi menu. Foto: Aarhus Update

Betjeningen var med fremme

De piskede rundt. Men underligt nok virkede de ikke stressede. De var tilstede, når de var ved vores bord. Fokus var det rette sted. Et godt team, der kunne samarbejde. Med en tre til fire seatings var der knald på, men holdet klarede det flot.

Vores regning

Vi kunne ikke spise op - så er det sagt. 1.729 kroner for tre voksne, inklusiv drikkevarer måtte vi betale. Det er under 600 kroner per snude. Det er der ikke noget at sige til. Faktisk en ret god pris, for en asiatisk oplevelse som er blandt de bedste i Aarhus. En flaske Riesling Kabinett til 285 kroner. Tre sake a 30 kroner stykket. Vand til 29 kroner og 2 øl. Sjældent har jeg oplevet så sympatiske priser på drikkevarer.

Vores mening

Det er uden tvivl en af de største positive overraskelser, jeg har oplevet i Aarhus længe. Mine forventninger var ikke høje. Men hold op, hvor var det en vellykket aften. Jeg har for nogle år siden spist på en anden Karma Sushi. Oplevelsen var på ingen måde prangende dengang. Men det skal jeg love for, den var nu. Et festfyrværkeri af god smag. Tiden fløj afsted. Vi havde faktisk ikke lyst til at gå. Maden og betjeningen var forrygende god. En topkarakter må være berettiget. Alt andet ville være en fornærmelse. Aarhus har fået en ny sushi-restaurant, som vil mere end “blot” almindelig sushi. Tak for det.