“Det er super fedt at være med i det her projekt”
Anders Eiersted Molzen er vild med at være med i et projekt for andre unge om sociale retningslinjer på internettet
“Det er super fedt at være med i det her projekt, da jeg føler, at vi bliver taget seriøst og har indflydelse på samfundet.”
Sådan lyder det fra Anders Eiersted Molzen, der er digital ambassadør.
I november sidste år indgik Furesø Bibliotek & Borgerservice et samarbejde med Kruses Gymnasium om at formidle sociale retningslinjer for unge på nettet. Projektet er støttet af DEFF Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek.
Med projektet ønsker bibliotekerne at understøtte digital dannelse gennem ung-til-ung kommunikation for at gøre budskabet mere interessant og troværdigt for de unge.
Projektet startede med et oplæg af Center for Digital Dannelse på Kruses Gymnasium i november, hvor både bibliotekarerne og alle 1. g'erne blev klogere på digital adfærd. Efterfølgende blev der blandt 1. g'erne samlet et hold af lokale digitale ambassadører, som lige nu arbejder med digital dannelse til alle udskolingsklasser i Furesø Kommune.
Hjælp til at navigere
Bibliotekar Anne-Mette Munch Olsen påpeger, at når man som ung kommer hjem fra skole og det sociale samvær udfolder sig digitalt, er der ikke altid voksne til stede til at gribe ind.
“Modtageren har ikke muligheden for at sige fra, og man fornemmer ikke altid humor og ironi i en kommentar. Der er derfor brug for retningslinjer, så man passer på sig selv og sine venner på f.eks. Facebook og Instagram,” siger Anne-Mette Munch Olsen og fortsætter:
“Derfor har vi samlet holdet af unge digitale ambassadører, som skal hjælpe andre unge med at navigere hensigtsmæssigt på de sociale medier og på nettet.”
“Vi tager udgangspunkt i de unges egne erfaringer og vi præsenterer retningslinjerne dér, hvor de unge allerede er - på Youtube og på Facebook. Da jeg startede projektet, havde en jeg idé om, at projektet skulle afrundes med en fernisering for lokale interessenter og politikerne, men de unge ønskede udelukkende at promovere retningslinjerne digitalt,” siger Anne-Mette Munch Olsen.
Anders Eiersted Molzen supplerer:
“Vi vil meget hellere bruge tiden på at lave en Facebookside og nogle gode Youtube-videoer, da det på den måde tilgodeser målgruppen, de unge.”
Rart at blive taget med på råd
Også digital ambassadør Astrid Jensen synes godt om projektet.
“Det er rart, at biblioteket tør at involvere os og tage os med på råd, når det gælder de unges adfærd på nettet. Og jeg er enig i, at hvis vi vil nå ud til flest muligt unge, skal det foregå digitalt,” siger hun.
Projektet vil blive offentliggjort i løbet af april, hvor Youtube-videoerne vil blive præsenteret på bibliotekets hjemmeside og på Facebook. Videoerne vil også blive sendt ud til alle skolerne i Furesø Kommune.