Borger undrer sig over stor lysreklame

“Det har et skarpt og grimt lys, det har flimrende billeder, og så er det det rene energispild.”
Sådan beskriver Gentofte-borger Anne Marie Asmussen det reklameskilt, som er blevet sat op på Charlottenlund Stationsplads og viser seks sekunder lange videofrekvenser. For eksempel en trailer for en ny King Kong-film eller et klip fra et nyt computerspil. Den måde at reklamere på, er forstyrrende, mener Anne Marie Asmussen.
“En stor del af Gentoftes borgere siger, de gerne vil undvære reklamer. Men de her outdoor-reklamer kan man ikke undsige sig og ikke frabede sig, fordi de er i det offentlige rum. Her bør kommunen gå ind og beskytte sine borgere. Jeg er nervøs for fremtidsudsigterne i det. Reklamefolk er kreative, og kommunen bør beskytte borgere mod den form for energifrås og reklamespild,” siger hun og henviser til Gentofte Kommunes fokus på at værne om kommunens udseende.
“Der er mange restriktioner for, hvordan kommunen skal se ud, og det er noget af det, der gør, at folk er glade for at bo i kommunen. Så virker det underligt, at kommunen bryder sine egne principper ved at sætte lysende reklamer op tæt på bevaringsværdige bygninger og tæt på beboelse,” fortsætter Anne Marie Asmussen, der mener, at borgerne bør blive hørt inden reklamestandere som den på Charlottenlund Stationsplads sættes op.
“Når nu man har bygget Charlottenlund Stationsplads om for rigtig mange penge, og når kommunen har en politik om, at man ikke vil have hårdt lys op, så forstår jeg ikke det her. Man kunne spørge kommunen, om man ikke kan lave en høring, ligesom når man har høringer om, hvordan altaner må se ud, og spørge, hvad Gentoftes borgere synes om de her out door-reklamer.”
Hos afdelingen for Plan og Byg i Gentofte Kommune forklarer chef Michael Holst, at:

Kræver ikke tilladelse

“Der er tale om, at én reklame er blevet skiftet ud med en anden reklame. Det kræver ikke en ny tilladelse, når man skifter sådan et skilt ud. Det er DSB i sin gode ret til.”
Han uddyber, at det er DSB, der ejer matriklen, hvor reklamen står, men at kommunen godt kan kræve reklamen ændret, hvis den giver problemer for livet omkring den.
“Det er sådan, at såfremt den er til gene for trafikken eller omkringboende, så tager vi stilling til det. Vi er generelt opmærksomme på, at skilte ikke skal lyse for meget og vil derfor se på skiltet ud fra den betragtning,” siger Michael Holst.
Med hensyn til spørgsmålet, om borgerne skulle have været hørt, inden reklamen blev sat op, svarer han, at siden der allerede stod en reklamestander på stedet før, krævede det ikke en ny tilladelse at sætte den nye stander op.
“Bygninger og skilte på bygninger reguleres af andre lovregler end fritstående skilte. Men hvis man vil sammenligne, så kan jeg sige, at hvis der på en privat bygning søges om, at noget skal laves om, som naboen kunne have en særlig interesse i, så ville vedkommende som udgangspunkt blive hørt. Men hvis der på en bygning skal laves noget om, som svarer til en udskiftning, så bliver naboen ikke umiddelbart hørt. Det samme gør sig gældende for fritstående reklameskilte.”
For Anne Marie Asmussen udgør den lysende reklame et forstyrrende element i hendes hverdag.
Men er det ikke bare et af vilkårene, hvis man bor i en by, at der er skilte, der lyser op?
“Jeg synes, det er en meget stressende faktor, fordi der hele tiden er lys i det, og det flimrer. Det har vi jo alle nok af på arbejdet med mobiltelefoner og skærme. Jeg kan ikke se gnisten og charmen ved det. Det generer. Man må tage ind på Rådhuspladsen, hvis man ikke kan undvære den form for reklamer,” siger hun og fortsætter:
“Jeg mener, vi skal tage en principiel diskussion, om vi vil have de her reklamer eller ej. De er meget indgribende i byrummene, og jeg ved ikke, om cykelsmeden nede på hjørnet ville få lov til at få et neonskilt af en cykel, men lige overfor sætter man så en kæmpe reklame op med flimrende billeder. Det synes jeg ikke, hænger sammen.”