Nu skal den særlige Furesø-identitet findes
Sammen med FuresøKommune markerer din lokalavis 10-året for sammenlægningen af Værløse og Farum. Det sker med ord, billeder og korte videooptagelser fra jer læsere. På den måde finder vi forhåbentligt frem til, hvad Furesø er for netop dig, men også hvad
Der var ikke ligefrem jubel i luften, da Værløse og Farum skulle slåes sammen. Men nu er der gået ti år, og tvangsægteskabet er efterhånde i visse henseender gået hen og er blevet et fællesskab.
Men hvordan er det egentlig at bo i Furesø? Det har vi her på Furesø Avis gået sammen med Furesø Kommune om at finde ud af, og henover de næste måneder vil vi både bede jer læsere om at komme med input om livet i Furesø, men vi vil selvfølgelig også bringe nogle af jeres input her i avisen - ligesom de vil blive samlet på et særligt jubilæumssite og Furesøkort på furesoe.dk/10aar.
“Frem til sommeren kan du derfor byde ind med hverdagsoplevelser, historier, billeder eller små videooptagelser, som vi vil samle på kortet, hvor alle bidragene sammen vil tegne billedet af, hvordan livet i den nu 10 år gamle Furesø Kommune folder sig ud til hverdag men også ved festlige lejligheder”, fortæller Helene Holm Stolle, der er redaktør på Furesø Avis.
Se det særlige kort her
“Fra avisens side vil vi gerne være med til at fejre 10-året for Furesø, for kommunens og læsernes historie er også vores. Som lokalavis har vi helt fra sammenlægningens begyndelse haft en vision om at være med til at skabe en sammenhørighed blandt borgerne. Derfor er det også helt naturligt, at vores ønske med at markere 10-året sammen med Furesø Kommune er at sætte endnu mere fokus på kvaliteterne, hvad enten man bor i Værløse eller Farum, og forhåbentligt derigennem finde frem til, hvad Furesøs identitet i virkeligheden er”, lyder det fra redaktøren, der selv bor i kommunen.
Hvad kan du fortælle?
Måske sidder du nu og tænker, at det her er noget mærkeligt noget, for hvad kan du dog fortælle om livet i Furesø. Så for at hjælpe inspirationen lidt på vej, har vi lavet fem temaer, som du kan sætte din historie ind under. De fem temaer er: børne- og ungeliv, kultur-, fritid- og idrætsliv, erhvervs- og arbejdsliv samt by- og boligliv og endelig seniorliv.
Fik du læst: Lisbeth fik brystkræft: Nu hjælper hun andre med at holde modet oppe med træning
Det eneste du skal gøre er altså at knipse et billede eller skyde en lille video med din smartphone og så sende det i en mail på 10aar@furesoe.dk med et par linjer om det. Derefter bliver det lagt ind på det særlige jubilæumssite, furesoe.dk/10aar, ligesom vi her i avisen vil bringe en række af fortællingerne.
De sociale medier
Når vi nu beder jer læsere om at dele jeres Furesø-hverdag med os, så er det selvfølgelig helt naturligt, at vi også bringer de sociale medier i spil. Her deler I allerede flittigt billeder på både avisens og kommunens facebooksider og instagramprofiler, og disse billeder kan selvfølgelig også indgå på det særlige kommunekort, som Furesø Avis driver i fællesskab med Furesø Kommune.
Fik du læst: Helle Katrine Møller: "Vi skal lære af Laanshøj og fremover inddrage borgerne helt fra start"
“Tanken med det fælles kort er at inspirere andre til at tænke over, hvad der gør Furesø til det sted, det er”, understreger Christine Brochdorf, der er kommunaldirektør i kommunen.
“10-året for Furesø Kommune er 10 år i et fællesskab, der har udviklet sig og er blevet stærkere. Det sker jo gennem de små hverdagsoplevelser i foreningslivet, på arbejdspladsen og i naturen her i Furesø. Nu har vi en anledning til at få nogle billeder og ord på, hvad det er, der skaber det Furesø, vi er fælles om. Vi er meget spændte på, hvordan ideen vil udvikle sig”, lyder det fra kommunaldirektøren, der glæder sig til at se de første bidrag fra borgerne.
hhs