Fortsæt til indhold

Råd kalder besparelser på miljøområde for ukloge

Rådet for Bæredygtig Udvikling har skrevet et høringssvar til Klima- og Miljøudvalget

Samfund
Mads Hussing

Rådet for Bæredygtig Udvikling i Allerød har på sit møde i marts udarbejdet et høringssvar til Klima- og Miljøudvalget vedrørende forslag til effektivisering og besparelser på natur- og miljøområdet.

'Effektivisering af naturpleje hvor naturplejekataloget gennemgås for muligheder for effektivisering blandt andet indenfor drift af skove dette vil medføre at naturoplevelsen for borgerne muligvis ændres og dette har Rådet ingen kommentarer til da vi erkender, at effektiviseringen er et krav på alle kommunens arbejdsområder,' skriver rådet i pressemeddelelse.

Besparelsen på ambitiøst miljøarbejde finder Rådet uklogt at gennemføre, 'da dette vil ophæve medlemskabet af Gate 21, som ellers er med til at generere midler til projekter'.

Ifølge Rådet for Bæredygtig Udvikling foreslår forvaltningen tre nye besparelsesforslag. Det første er på publikumsfaciliteter i naturen.
'Her skal der ikke spares, da dette er i modstrid med kommunens ambition om at profilere sig som friluftskommune,' skriver rådet.

Den anden besparelse er på naturpleje. Her mener rådet, at en besparelse her vil medføre en lavere plejestandard og dermed en anden naturoplevelse for borgerne. 'Men da det er et krav at finde besparelser peger Rådet på at der spares på dette område og håber at forvaltningen vil kunne finde løsninger, der er til mindst gene for borgerne og mindst mulig skade på naturen,' skriver rådet.

Det tredje område er på naturprojekter. Her mener rådet, at en nedskæring på dette område vil forringe mulighederne for at søge ekstern finansiering af naturprojekter idet egenfinansiering forringes.

'Rådet finder det uhensigtsmæssigt at skære her men da der foreligger sparekrav på dette område er det nok det mindst skadelige sted at skære,' skriver rådet i meddelelsen.

Rådet for Bæredygtig Udvikling peger på to områder, hvor de mener, at det vil være mindst skadeligt for kommunens natur- og miljøarbejde at spare: Naturpleje og naturprojekter.

'Men vi vil gerne påpege at alle besparelser er er et skridt i den forkerte retning af at Allerød skal være en grøn kommune med et sundt og godt friluftsliv,' skriver Hans Philipsen, der er formand for Rådet for Bæredygtig Udvikling i Allerød.