Aarhus-akrobater på spring i 'Danmark Har Talent'
Rasta Mizizi Acrobats fra Aarhus Nord drømmer om at gå hele vejen i ’Danmark Har Talent’-finalen
Når Rasta Mizizi Acrobats indtager scenen på TV 2 på lørdag 8. april klokken 20 er de seks medlemmer mere end spændte.
Akrobat-gruppen, hvor stifteren Jesus Kalama Ndoro Katuku er bosiddende i Aarhus N, har nemlig mulighed for at gå hele vejen i det populære tv-show,'Danmark Har Talent'.
Udover æren og omtalen løber vinderne af konkurrencen 250.000 kroner.
“Vi håber på at gå hele vejen. Hvis vi vinder deler vi pengene. Vi kunne godt tænke os at bruge nogle penge på at åbne et cirkus i Kenya, som så kunne komme på udveksling her i Danmark,” siger Béatrice Katuku, der er Jesus Kalama Ndoro Katukus kone og akrobatgruppens manager.
Gruppen er noget af et familieforetagende, da to er parrets fem sønner også er med.
“Det har været en dejlig og fed oplevelse at være med i Danmark Har Talent. Jeg elsker akrobatik, og det er specielt for mig at stå på scenen med mine venner og to af mine sønner,” fortæller den 40-årige Jesus Kalama Ndoro Katuku.
Med sig på scenen til at udføre menneskelige pyramider og vilde spring har han også Kenedy Ochieng Owino, Kenyatta Peter Justus og Peter Justus Justus. Sidstenævnte tiltrak sig i øvrigt stor opmærksomhed, da han rev sin ene arm af led i semifinalen. Og det er endnu uvist, om han optræder i finalen.
Du kan se uheldet her.
Gruppen blev dannet tilbage i 2008 og har rødder i den stolte akrobatik-tradition fra Kenya, hvor de alle oprindeligt kommer fra.
Træner og arbejder hos Cirkus Tværs
Jesus Kalama Ndoro Katuku har i øvrigt rejst verden tynd som akrobat. Blandt andre for Cirkus Benneweis og Cirkus Arena.
I dag er han akrobatlærer hos Cirkus Tværs i Brabrand, og her træner gruppen også.
“Akrobatik er en livsstil for mig. Det giver mig positiv energi at være i god form og dyrke akrobatik. Og så er det bare sjovt og naturligt for mig,” siger finalisten, der drømmer om at få alle fem sønner med i gruppen på et tidspunkt og gøre det til en familieforretning.
'Kraftudladning af energi', 'maskulinitet', 'musikalitet', 'overskud' og 'livsglæde' var blot nogle af de mange rosende ord, akrobatgruppen har fået af de fire dommere på vejen til finalen.
Spørgmålet er så, om Rasta Mizizi Acrobats kan leve op til det på lørdag i bedste sendetid.