Tre ud af fire pædagoger i Albertslund oplever at være alene med børnene
Det er bekymrende, fordi det går ud over både børn og pædagoger, siger BUPL-formand
Alt for mange pædagoger på 0-5 års området oplever alenetid, viser ny undersøgelse fra BUPL, pædagogernes fagforening. Det gælder også i Albertslund Kommune.
Her viser en dugfrisk undersøgelse, at tre ud af fire, eller helt nøjagtigt 78 procent af oplever at være alene med børnene.
BUPL har i februar-marts 2017 gennemført en alenetids-undersøgelse blandt medlemmer på 0-5 årsområdet – også i Albertslund, og tallene er alarmerende.
78 procent af pædagogerne i Albertslund oplevede på en tilfældig dag at være alene med den samlede børnegruppe. På landsplan er andelen 75 procent.
Samtidig angiver 45 procent af pædagogerne i Albertslund, at de var alene med børnegruppen i mere end en halv time. Årsagerne kan være forskellige, men to typiske udtalelser fra to pædagoger i Albertslund lyder:
”Jeg var alene på legepladsen, da et barn havde tisset i alt sit tøj, så en voksen måtte forlade legepladsen”.
”Kollega havde fri, og vi bruger ikke vikar”.
Ikke tid til nærvær
Hvis man udelukkende ser på de pædagoger, der i Albertslund var alene med en stor børnegruppe på flere end fem vuggestuebørn eller 10 børnehavebørn, er andelen fortsat høj – nemlig 73 procent.
Tallene får fagforeningen til at råbe vagt i gevær:
”Vi er bekymrede over, at så mange pædagoger oplever alenetid. Det går ud over både børn og pædagoger, når der ikke er tid til nærvær med børnene, og det vigtige relationsarbejde”, siger Michael Egelund, formand for BUPL Storkøbenhavn.
“Mange af vores pædagoger oplever også, at de som følge af alenetiden står i uforsvarlige situationer, og det påvirker selvfølgelig,” siger Michael Egelund, formand for BUPL Storkøbenhavn.
Farligt og uforsvarligt
55 procent af de adspurgte pædagoger i Albertslund har oplevet at stå i situationer, hvor de oplevede, at det var uforsvarligt eller decideret farligt, at de var alene med den samlede børnegruppe.
På landsplan er tallet 40 procent. Pædagogerne peger både på situationer, der er fysisk farlige og pædagogisk uforsvarlige.
Flere af de adspurgte i Albertslund nævner også specifikt alenetiden som årsag til de uforsvarlige situationer:
”Jeg er alene fra klokken 13 med 10 vuggestuebørn”
”På legepladsen, hvor et barn faldt og slog sig. Jeg kunne ikke få hjælp, og måtte få et barn til at hjælpe mig”
”Hvis man så hvilke situationer, vi som personale er alene i, ville man blive chokeret”
Har aldrig været tre
I undersøgelsen er der også spurgt til antal timer med mindst tre voksne på stuer/grupper, der i udgangspunktet har tilknyttet tre eller flere medarbejdere.
I Albertslund angiver 68 procent, at de maksimalt havde tre timer med mindst tre medarbejdere.
Hver 10. angiver, at de på intet tidspunkt den dag var tre medarbejdere.
Undersøgelsen er sendt til 20.094 medlemmer i BUPL, der arbejder på 0-5 årsområdet. I alt har 40 procent svaret. Svarprocenten i Albertslund var 38 procent.