Havana-skipper fortæller om livet til søs
Oplev Emil Erichsen - Troels Kløvedals barnebarn og Mikkel Beha Erichsens søn - fortælle om sine mange oplevelser og erfaringer ombord på Havana.
Oplev Emil Erichsen, skipperen fra Havana, i Kulturhuset i Skanderborg tirsdag 25.april kl.19.30, hvor han vil fortælle om de mange oplevelser og erfaringer, han har gjort sig undervejs på rejserne med Havana.
Emil Erichsen fortæller autentisk og energisk om livet som skipper, om at rejse jorden rundt og om det ansvar, der følger med. Han tager publikum med på en spændende rejse ud i den store verden.
I sommeren 2013 kastede Emil Erichsen og hans lillebror Theis fortøjningerne for at tage ud på en tre år lang jordomsejling. Det er blevet til de meget populære tv-programmer på TV2 'Kurs mod fjerne kyster', der følger drengenes tur ud i den store verden med alt, hvad dertil hører af udfordringer og eventyr.
Passionen for at sejle har Emil Erichsen ikke fra fremmede. Hans farfar er nemlig Troels Kløvedal og hans far Mikkel Beha Erichsen voksede op på Nordkaperen.
Billetter til foredraget koster 165 kroner og kan købes på Kulturhusets hjemmeside. srj