Fortsæt til indhold

Ny forening vil have husbåde på dagsordenen

Nu samles bådentusiaster i ny forening, der skal gøre det lettere at råbe de aarhusianske politikere op

Samfund
Danni Paulsen

Aarhus er på mange måder en visionær by, men ikke når det kommer til muligheden for at bo på vandet.
Det mener Jørn Grønkjær, der sammen med sin partner Birte Tønner ad flere omgange det seneste halvandet år har forsøgt at få lov til at udleve drømmen om at leve på en husbåd i Aarhus. Men hver gang har kommunen afvist parrets ansøgninger.
“Det har været som at løbe panden mod en mur. Vi har fået pæne svar fra kommunen, men aldrig noget konkret,” fortæller Jørn Grønkjær.

Stort fremmøde

Derfor arrangerede han torsdag i sidste uge et offentligt møde om husbådsmiljøer i Aarhus i Dome of Visions på havnen. Og det var særdeles velbesøgt.
Godt 70 mennesker i alle aldre troppede op til mødet, hvor der var erfaringsudveksling og oplæg ved tre arkitekter, som gav bud på, hvordan et ordentligt husbådmiljø kan oprettes i de aarhusianske havnebassiner.
Vigtigste punkt på dagsordenen var dog, at der skulle etableres en forening, som kan agere talerør overfor kommunen.
“Det vil hjælpe med at skabe en overordnet debat og gennemslagskraft. Det gør det bare lettere at råbe politikerne op, når man er en større gruppe mennesker. Og så kan vi lettere erfaringsudveksle og komme på idéer, som vi kan tage med til kommunen,” siger Jørn Grønkjær.

Jørn Grønkjær byder velkommen og fortæller om formålet med det offentlige møde i Dome of Visions.

Bekræfter behovet

Foreningen blev oprettet, men mangler endnu et officielt navn.
“Arbejdstitlen er 'Fællesforening for beboelige både', men sikke et fremmøde! Det bekræftede os i, at det var rigtigt at gå denne vej, og at der er mange, som har en markant interesse for at etablere miljøer med beboelige både i Aarhus. 50 af de fremmødte erklærede sig interesseret i at være en del af foreningen, så det viser soleklart, at folk går op i det her“ siger initiativtageren.
Jørn Grønkjær fremhæver storbyer som London, Paris, Amsterdam og København - og ikke mindst andre mindre danske byer - som steder, Aarhus bør finde inspiration hos. Byer med sprudlende husbådmiljøer.
“Vi synes, havnen er lidt kedelig. Havnebassinerne er oplagte steder, hvor miljøer med beboelige både kunne etableres og skabe liv, men også Sydhavnen, der jo forventes at blive et nyt kulturelt hotspot i Aarhus, kunne være et fantastisk sted,” siger han og fortsætter:
“Det spirer med liv i Aarhus, men der er plads til mere. Sådanne miljøer er en unik chance for at give en havn en ny dimension. Hvorfor ikke skabe samme slags mangfoldighed, som mange andre byer har,” spørger han retorisk.
Lokalavisen Aarhus skrev for første gang om parrets kamp for at få en husbåd i Aarhus tilbage i 2015.
Dengang sagde rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), at han var klar til at tage snakken, men at han hverken var for eller imod etablering af husbåde.
Vi ville gerne spørge rådmanden, om han nu har taget stilling, men det var ikke muligt at få en kommentar før redaktionens deadline.