Kamstrup sætter rekord igen
Kamstrup kan for syvende år i træk notere en rekordhøj omsætning. det fremgår af virksomhedens årsrapport, der blev offentliggjort 5. april.
Omsætningen nåede i 2016 op på 1.740 millioner kroner, og det slår den tidligere rekord fra 2015 på 1.524 millioner kroner. Væksten forventes at fortsætte.
Per Asmussen, Kamstrups administrerende direktør, forklarer resultatet med de stigende salgstal, især på nye markeder. En udvikling, der konsoliderer Kamstrups position som verdensførende inden for digitalisering af måleløsninger.
“Vi har taget nogle gigantiske spring fremad i form af international ekspansion og strømlining af vores interne produktionsprocedurer. Samtidig har vi øget den værdi, vores løsninger tilfører vores kunders drift. Når man tænker på de investeringer, vi har gennemført, er det derfor et meget tilfredsstillende resultat. Vi har i den grad lagt grundstenen til vækst,” siger Per Asmussen i en pressemeddelelse .
Som et svar på den stigende produktefterspørgsel åbnede Kamstrup sidste år en ny teknologifløj. Det var den fjerde udvidelse siden 2012 af virksomhedens hovedkvarter i Stilling, og opførelsen af en ny bygning til produktion og udvikling af vandløsninger er allerede godt i gang.
Bygningen på over 10.000 m2 forventes at stå færdig i maj.
“Automatiseringen af vores produktionsanlæg og digitaliseringen af de interne processer giver os den kvalitetssikring og fleksibilitet, der skal til for at tilbyde vores kunder skræddersyede måleløsninger i verdensklasse. I en verden, der bliver stadig mere afhængig af teknologi, er det afgørende, forklarer Per Asmussen.”
“Vi er samtidig gået sammen med forsyningsselskaberne om at digitalisere alle aspekter af deres forretning ved hjælp af intelligente måleløsninger og enkel dataanalyse. Digitalisering af forsyningen er en tendens, der er kommet for at blive, og den vil vinde frem overalt i verden,” siger han.
Kamstrup forventer, at væksten fortsætter i 2017 i kølvandet på de nævnte investeringer og produktudviklingen. Første kvartal har slået ny rekord, og året som helhed forventes at præstere et salg på over to milliarder kroner.