Rådmand rusker op i plejehjemskulturen
I alt for mange år har plejehjemmene i Aarhus været for institutionspræget, mener rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF), der har søsat en kulturændring på plejehjemmene
Jette Skive (DF), rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, varsler nye tider på byens plejehjem. Rådmanden mener, at der er et behov for en kulturændring.
Ud med vakuumpakket mad lavet på et centralt køkken i byen, ind med friske blomster på gangene og væk med plejehjemslederne, som har fået ændret deres titel til forstandere.
De beslutninger handler om tydelighed, mener omsorgsrådmanden, der vil massere en hjemme- og hyggekultur ind i rygraden på plejehjemssektoren i Aarhus.
“Jeg vil gerne have nogle plejehjem, hvor forstanderne lever i væggene - så at sige. De skal være meget mere synlige på plejehjemmet, så beboerne, pårørende og personalet har én person, som i højere grad tegner billedet af plejehjemmet,” siger hun og fortsætter om et af forstanderens vigtigste gøremål:
“Vi har i rigtig mange år været alt for institutionspræget, hvor vi har haft høj fokus på faglighed. Det skal vi stadigvæk have. Men det er vigtigt, at vi også husker på, at det er ældre borgeres hjem, vi taler om. Det er forstanderens opgave at skabe en hjemliggørelse af plejehjemmet. Der skal ikke være hænge klistrede lamineret papir rundt på gangene. Der skal være blomster og plads til hygge. Det er vigtigere for mig, at det ligner beboernes hjem og ikke vores arbejdsplads.”
Forstanderens ansvar
Hvorvidt og hvordan den enkelte forstander har tænkt sig at ændre og skabe en mere hjemlig profil på plejehjemmene, vil Jette Skive lade forstanderne om.
“Kulturen er forstanderens ansvarsopgave. Det er ikke noget, som jeg vil lave opsyn med. Jeg besøger i forvejen jævnligt byens mange plejehjem, og det vil jeg fortsætte med. Men jeg har fuld tillid til, at de bruger deres sunde fornuft til at skabe nogle hyggelige og rare plejehjem i Aarhus,” fortæller rådmanden.
Skal give mening
På Lokalcenter Søholm i Aarhus Vest er Mai Mcleod Winther ny forstander.
Hun kan allerede mærke på beboerne og de pårørende, at der er kommet mere fokus på livskvalitet på plejehjemmet med den kulturændring, der ligger bag navneændringen.
“Vi gør rigtig meget for at bringe kvalitet ind i beboernes liv. Der dufter af mad på gangene, og vi får blandt andet ugentligt besøg af børnehavebørn. I det hele taget sker der en række ting, som giver plejehjemsbeboerne en mere hjemlig følelse,” siger Mai Mcleod Winther, som påpeger, at selv sproget også har fået en mere hjemlig lyd.
“Det skal give mening for beboerne. Det er mere deres hjem end en arbejdsplads. Vi kalder heller ikke deres hjem for stuer længere. Nu er det lejligheder.”