Den ene blev rask
Niels og Jytte Andersen fik begge kræft. De støtter Kræftens bekæmpelses landsindsamling på søndag
“Jeg er rask”, siger 77-årige Jytte Andersen fra Fredericia.
“Jeg skal dø med min kræft. Ikke af den, men med den,” siger hendes mand, 79-årige Niels Andersen.
På grund af deres sygdomsforløb har parret stiftet bekendtskab med nogle af Kræftens Bekæmpelses mange tilbud. Derfor er de begge aktive i forbindelse med landsindsamlingen på søndag 2. april.
“Kræftens Bekæmpelse gør en utrolig stor indsats for at hjælpe os og andre kræftramte og de pårørende. Så vi håber, at rigtig mange giver et bidrag på søndag,” siger Jytte.
Ferie først - læge senere
Jytte var den første af de to til at blive syg.
“Jeg kunne godt mærke, at den var gal med maven. Og jeg vidste godt, at jeg burde gå til lægen. Men vi havde altså planlagt en ferie i Prag, og den ville jeg lige holde først,” siger hun og griner over, at hun derved lyder som stereotypen på de mænd, der altid finder en undskyldning for at udskyde lægebesøget.
“Efter ferien gik jeg til lægen. Jeg havde kræft i tyktarmen. 14 dage senere lå jeg på operationsbordet,” siger Jytte.
Ved operationen fjernede lægerne det syge stykke af hendes tyktarm.
“Bagefter forsikrede de mig, at de havde fået det hele med, og at der ikke var det mindste tilbage. Det stolede jeg på,” siger Jytte.
I de efterfølgende år blev hun testet igen og igen - hver gang uden at finde spor af kræft. Og nu er hun erklæret rask og kræftfri.
Kunne ikke tisse
Niels Andersen slap ikke af med sin kræft.
“Jeg har prostatakræft. Jeg har fået at vide, at der ikke er noget at gøre,” siger Niels.
Prostatakræft gør blandt andet, at man ikke kan tisse.
“En gang var vi med familien i sommerhus, og jeg kunne ikke få mine engangs-katetre til at virke. Til sidst måtte vi køre en times tid for at komme på skadestuen, hvor jeg blev tappet for mellem to og tre liter. Med så store mængder gør det altså djævelsk ondt,” siger Niels.
For to år siden blev han skrabet. Det er en procedure, hvor patienten er i fuld bedøvelse, og de “tilgroede” dele af urinvejen skrabes fri.
“Det hjalp. Men jeg har stadig min kræft,” siger Niels.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse forventes 340 i Fredericia Kommune at få stillet en kræftdiagnose i løbet af i år.
“Dertil kommer, at 2.400 i Fredericia Kommune i forvejen lever med kræft. Og omkring 150 forventes i løbet af året at dø af kræft - bare her i kommunen,” siger indsamlingsleder Richard Uldbjerg.
Han håber på forståelse, når indsamlere tager en hel opgang ad gangen i stedet for at løbe op og ned til dørtelefonen igen og igen.