Retten i Hillerød øger sikkerheden efter advokat-drab
Byretten ansætter endnu en sikkerhedsvagt og skal senere på året have vurderet sikkerhedsrisikoen
Sikkerheden skal være i orden i retten. Derfor skal også sikkerheden i byretten i Hillerød under senere på året.
Det oplyste retten på deres årlige pressemøde forleden.
“Der er kommet mere fokus på sikkerhed i retten, efter at en advokat blev skudt i Københavns Byret. Personalet, også her, forståeligt nok er blevet mere optaget af sikkerhed,” siger retspræsident Bjarne Bjørnskov Jensen.
Det skete tilbage i 2014, hvor en 67-årig bedstefar skød og dræbte en advokat med et oversavet jagtgevær, da advokaten repræsenterede hans datters eksmand i en samværssag.
På statsligt niveau er der taget en beslutning om, at alle retsbygninger skal sikkerhedsvurderes for at se, om der er skal foretages nye tiltag. Både i retsbygningerne i København, Glostrup, Aalborg, Frederiksberg og Aarhus har man efterfølgende indført adgangskontrol, så de besøgende i retten er blevet tjekket for våben ved indgangen.
“Hvorfor så ikke indføre det i alle retter? Det er dels de retter, hvor man har vurderet, at der er størst risiko for, at der sker noget. Men alle retter skal altså sikkerhedsvurderes,” siger Bjarne Bjørnskov Jensen, som også fortæller, at Retten i Hillerød har en mobil scanner, de kan stille frem, hvis det skulle blive nødvendigt.
Ved særlige sager, for eksempel om bandekriminalitet, stiller politiet talstærkt op:
“Politiet er gode til at sikre trygheden, når der er den type sager”.
Retten i Hillerød har dog allerede nu øget sikkerheden i bygningen. Fra 1. april vil der være en ekstra sikkerhedsvagt i bygningen.
“Vi har både retsmøder i stueetagen og på 2. sal, og vores vagt kan kun være et sted af gangen. Så vi har nu endnu en person til at skabe større tryghed. Hvis han oplever uro, kan han tilkalde politiet med det samme,” siger Bjarne Bjørnskov Jensen, som dog understreger, at der er “uhyre få episoder”, men folk er ofte nervøse og kan blive hidsige i retten.