Beboere tager godt imod affaldsforsøg
Rønneholtparken tester frem til sommer to muligheder for genanvendelse
Allerød Kommune er gået sammen med nabokommunerne Fredensborg, Hørsholm, Rudersdal og det fælles affaldsselskab Norfors om at teste forskellige løsninger til indsamling af genanvendeligt husholdningsaffald. I Allerød testes nye ordninger i Rønneholtparken.
Rønneholtparken afprøver to forskellige løsninger til indsamling af glas, papir, metal og hård plast.
Beboerne i Cedervangen og halvdelen af Magnolievangen har en beholder inddelt i fire rum stående på egen matrikel i forhaven. Beboerne i resten af Rønneholtparken benytter sig af affaldsøer placeret på forskellige p-pladser i området. På affaldsøerne kan beboerne aflevere det genanvendelige affald i minicontainere med forskellig type indkast.
En undersøgelse af brugertilfredshed viser bl.a., at beboere i Rønneholtparken har et positivt syn på sortering af affald, og at hensynet til miljøet motiverer borgere til at sortere mere.
De nye ordninger testes frem til sommer. Erfaringerne skal bruges til at beslutte fremtidens affaldssortering. jesl