Fortsæt til indhold

LEGO-fond giver penge til håndværkerskole

Ole Kirk’s fond donerer penge til udstyr på Den Jydske Haandværkerskole

Samfund
Arkiv

LEGO koncernens Ole Kirk's fond har doneret et større beløb til Den jydske Haandværkerskole (DjH). Beløbet er øremærket til udstyr i plastafdelingen, hvor det vil medvirke til, at plastmagereleverne møder et højteknologisk og fuldt opdateret værksted, når de er på skole.
Det nye udstyr i plastværkstedet vil give plastmagereleverne nye og flere muligheder. Nogle vil dygtiggøre sig i et moderne produktionsapparat, som de måske kender fra praktikvirksomheden, andre vil stifte bekendtskab med nye teknologier. For alle betyder det, at de kommer tilbage efter et skoleophold med nyeste viden om teknologier inden for plastproduktion, og er dermed bedre klædt på til at indgå i dialoger omkring deres arbejdsopgaver.
”Vi er meget glade og taknemmelige for den store donation”, siger leder Allan Rasmussen, plastafdelingen.
”Det nye udstyr bringer dele af vores periferi- og følgeudstyr op på et højt teknologisk niveau. Det er med til at højne plastmageruddannelsen og gør, at vi kan bringe vores elever ud over det obligatoriske niveau. Det betyder yderligere udfordringer for dem, der går efter at blive de dygtigste på deres fagområde.”
Pengene går til blandt andet robotter, laboratorieudstyr og dataopsamlingsudstyr.