Fortsæt til indhold

16.000 fisk slippes løs i Odense

Samfund
Arkiv

Nu bliver Odense 16.000 havørreder rigere, når de knap to år gamle fisk - såkaldte smolt - flytter hjemmefra.
Smoltene er allerede fuldblodsfynboer, da deres havørred-forældre kommer også fra de fynske vandløb, men smoltene selv er opdrættet hos Fyns Laksefisk.

“Når smoltene har nået deres nuværende, men lille størrelse, ændrer de sig. De kan nu tåle saltvand og vil ud i det store hav. Derfor udsættes de i fynske åer, hvor smoltene selv svømmer til havs. Her vokser de sig store for så at vende hjem til netop Odense Å for at gyde. Da vejer de nogle kilo og er stærke og kønsmodne”, udtaler Jan H. Kjeldsen, projektleder for Havørred Fyn, i en pressemeddelelse.

Havørred Fyn er et miljø- og erhvervsprojekt, som ejes og drives af de ti fynske kommuner i fællesskab. Sammen restaurerer man de vandløb, hvor havørrederne gyder, og man udsætter også havørreder for at ophjælpe den fynske bestand. Udsættelsen af smoltene finder sted 1.april kl. 12 på Østre Kanalven ved Odense Ås udløb. (srj)