Fortsæt til indhold

Ny Lidl åbner på Sundvej i Horsens

Der er flere discountbutikker i nærområdet, men det afskrækker ikke Lidl, der ser frem til at åbne sin tredje butik i Horsens

Samfund
Kristine L Nydahl

En ny Lidl åbner i starten af 2018 på Sundvej i Horsens. Lokalplanerne for området, og dermed også planerne om at opføre en ny Lidl, er blevet godkendt af Teknik- og Miljøudvalget i Horsens Kommune og afventer kun endelig godkendelse af byrådet.
Ifølge projektudviklingschef i Lidl, Kristoffer Stimpel, bliver den nye Lidl det sidste skud på stammen indenfor moderne lavprissupermarkeder.
”Vi laver butikken i nordisk design på en måde, så den bidrager positivt til området. Der kommer til at være meget lys og luft i butikken. Vi satser meget på økologi, bæredygtighed og biodynamiske varer. Med den nye butik får vi mulighed for at præsentere varerne på en meget indbydende måde,” siger Kristoffer Stimpel.

Tæt på andre butikker

Den nye Lidl kommer til at ligge på Sundvej 90-94, hvor der lige nu blandt andet ligger en tankstation, der skal rives ned. Indenfor 500 meter fra, hvor det nye supermarked skal opføres, ligger der både en Fakta, Rema 1000 og en Aldi. Projektudviklingschefen mener dog ikke, det er noget problem.
”Vi tror på, at skærpet konkurrence vil bidrage positivt til området. En analyse foretaget af Cowi viser, at der er plads til i hvert fald én butik mere.”
Der findes 105 Lidl butikker i Danmark - i Horsens ligger der allerede to. Den ene ligger på Grønlandsvej og den anden på Vejlevej.
”Vi har rigtig meget succes med de to butikker, vi har i forvejen. Butikkerne ligger strategisk godt placeret langt væk fra hinanden. Al vores erfaring siger, at folk handler tæt på hjemmet. Vi synes også, folk i Nord- og Nordøstbyen skal have mulighed for at handle i Lidl,” siger Kristoffer Stimpel.

Sådan ser der ud i dag i det område, hvor Lidl i starten af 2018 satser på at kunne åbne den tredje Lidl-butik i Horsens. Foto: Jeppe Rafn

Nyt koncept

Lidls eksisterende butikker bliver løbende renoveret. Lidl satser nemlig på et nyt koncept, der bevæger sig væk fra den gamle idé om discountbutikker.
”Vi bevæger os med vores nye koncept ind i det, man kalder et lavprissupermarked. Vi har lave priser, men vi satser også på god kvalitet. Vi har renoveret vores butik på Vejlevej, hvor man blandt andet har fået en ny bake-off afdeling. Vi satser mere på økologi og danske varer samt på lyse, brede gange og et åbent miljø,” siger Kristoffer Stimpel.
Alt det og mere til, kommer også til at gøre sig gældende for den spritnye Lidl på Sundvej.
”Den på Sundvej får en ekstra tand. Det er det nyeste koncept, vi ruller ud, og vi laver noget, som bidrager til området på en positiv måde. Der bliver brugt meget glas, og det bliver meget luftigt og lyst.”
Vareleverancen til den nye Lidl på Sundvej bliver overdækket for at mindske støjen og dermed genere naboerne til butikken mindst muligt.
Butikken bliver cirka 2200 kvadratmeter.
”Der er nogle arbejdspladser i at åbne en ny butik. Vi regner med at ansætte, hvad der svarer til cirka 20 fuldtidsstillinger. Det er i praksis måske 30-40 medarbejdere,” siger kristoffer Stimpel.
Med det nye koncept håber projektudviklingschefen, at Lidl på sigt kan blive danskernes foretrukne indkøbssted.
”Tidligere har man måske købt nogle varer i discountbutikkerne og nogle varer andre steder. Vi vil gerne have, man køber det hele hos os. Det skal være en god oplevelse at handle. Priserne vil forblive de samme, for man kan godt handle billigt og samtidig få kvalitet og få en oplevelse, hvor man går i et dejligt miljø.”

Sidste nyt: Lokalplanen, der giver grønt lys til at bygge butikken, skulle være endelig godkendt på byrådsmødet tirsdag 28. marts. Sagen blev pillet af dagsordenen, fordi kommunen havde overset en indsigelse, som først kan blive behandlet på det næste møde i Teknik- og Miljøudvalget, inden lokalplanen kan godkendes. Det oplyser udvalgsformand Ole Pilgaard Andersen (DF).