Suppeaften på plejecenter er blevet en stormende succes
Simpelt koncept har vist sig at trække mennesker til i alle aldre
Til det første suppeaften-arrangement på Plejecenter Nørrevang i Horsens kom der 60 personer. Næste gang havde 100 tilmeldt sig, og plejehjemmet måtte sige nej til flere. Nu står adskillige på venteliste til det foreløbig sidste arrangement i rækken, oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
“Det er et enkelt koncept, hvor folk mødes et par timer og hygger sig sammen, og så tager de hver til sit. Det appellerer åbenbart både til børnefamilier og til beboere og frivillige i området. Der dukker også bedsteforældre op med deres børnebørn og en del enlige ældre, der betragter suppeaftenerne som en god lejlighed til at komme ud og møde andre. Vi håber, at de vil sætte gang i jungletrommerne, så deres naboer med flere kan være med næste gang,” siger aktivitetsmedarbejder Liz Langfeldt.
Suppeaftnerne skal blandt andet være med til at aflive fordomme om, hvad et plejehjem er for noget.
70-årige Inge Oxhøj, har været med til begge suppeaftener.
“Det har været fantastisk at se hvor mange mennesker, der mødte op de første to gange. Både nogle på min egen alder, men også et par teenagere og børnefamilier. Jeg kendte ikke så mange, men fik hurtigt snakken i gang med nogle af dem, jeg sad i nærheden af. Alt i alt lunede det på flere måder med en gang varm suppe,” fortæller Inge Oxhøj.
Den næste suppeaften på Plejecenter Nørrevang foregår torsdag 20. april fra klokken 17.30 til 19.30.