Café i Horsens overrækker check til Kirkens Korshær
Café Grønnegade har samlet 8.700 kroner ind til velgørende formål
Fredag fik Kirkens Korhær i Horsens overrakt en check på 8.700 kroner.
Den glade giver var Tamer Kaya. Han ejer Café Grønnegade, og har siden åbningen af caféen første december samlet penge ind til Kirkens Korshær.
“Det er caféens gæster, der har sørget for, vi kunne lave donationen,” siger Tamer Kaya.
Hver gang en gæst spiser på Café Grønnegade, bliver 2 kroner lagt til side til Kirkens Korshær. Nogle af pengene er blevet brugt til maddonationer, mens atter nogle af pengene er gået til at afholde et julearrangement for socialt udsatte og ensomme. Resten blev til en check på 8.700 kroner.
“Vi ville gerne have kunnet givet mere, men nu har vi haft åbent i fire måneder, så vi syntes, det var på tide at donere nogle penge. Desuden er det lidt sjovt, at det er et beløb svarende til byens postnummer,” siger Tamer Kaya.
Mere velgørenhed
Overrækkelsen af checken var ikke en engangsforestilling, for det er en del af caféens DNA, at være velgørende. Tamer håber, den næste donation han afleverer, bliver endnu større.
“Jeg håber, gæsterne fortsat vil støtte caféen, så vi kan blive ved med at gøre en forskel og donere penge - jo flere, jo bedre. Mine ambitioner er store,” siger en glad Tamer.
Da Tamer åbnede caféen, var han fast besluttet på, at en del af indtjeningen, skulle gå til velgørende formål, selvom flere tvivlede på, det kunne hænge sammen med caféens priser.
“Mange syntes, vi var meget optimistisk, fordi vi både ville donere to kroner per gæst og være 20 - 30 procent billigere end byens andre caféer. Men nu har vi bevist, vi kunne donere penge efter kun fire måneder, og vi har holdt fast i vores billige prisleje.”
Tamer håber, nogle af byens andre caféer og restauranter vil lade sig inspirere af hans gerninger.
“Hvis en 26-årig der er nyopstartet kan donere penge, kan de etablerede også. Vi skal hjælpe hinanden, og jeg håber derfor, jeg kan inspirere andre til at donere penge.”