Oplev en verden af fascinerende forskning
Aarhus Universitet byder indenfor til forskningens døgn torsdag 27. april
Hvordan arbejder en retsmediciner? Kan matematik være smuk? Er selfies overfladiske?
Det er nogle af de spørgsmål, man kan få svar på, når Aarhus Universitet byder indenfor til Forskningens Døgn torsdag 27. april kl. 14-18 i Stakladen. Her kan man også se, hvordan bananfluer kan hjælpe os med at helbrede Parkinsons Sygdom, mærke 3D-printede DNA-modeller, eller få røg i næsen, når Fysikshow præsenterer naturvidenskab med bulder og brag.
Over 30 forskere står klar til at præsentere deres forskning i øjenhøjde med speedforedrag, udstillinger og live-eksperimenter.
En af forskerne er retsmediciner, som er midt i et forskningsprojekt om Drab i Danmark 1992-2016. Hør hvordan ofre for drabsforbrydelser 'kan fortælle', hvad der er sket. Man kan også møde ph.d.-studerende fra Institut for Matematik, der på deres vil stand vise glasskulpturer og forklare, hvorfor matematik er andet og mere end tal - og hvordan matematik kan være smuk.
Eller man kan møde en forsker, der undersøger selfiens historie og funktion - og som mener, at selfies kan lære os at værdsætte vores krop og udseende på en ny måde .
Forskningens Døgn har over 600 events og mere end 75.000 besøgende over hele landet.
gs