Fællesspisning er et urgammelt ritual
Fællesspisning er populært, fordi det både er givende og uforpligtende, forklarer SDU-forsker
Fællesspisning er søgen efter et nyt fællesskab, der både er givende og uforpligtende. Det mener Søren Askegaard, der er professor i forbrugeradfærd på SDU.
“Du er ikke tvunget til igen at mødes med de mennesker, som du lige har nydt et lækkert måltid mad sammen med. Det er en ny form for fællesskab i forhold til dine tætte venner eller familie, som du jo ved, at du kommer til at se igen,” forklarer Søren Askegaard.
Forskeren mener dog ikke, at den stigende interesse for fællesspisning i Odense er et udtryk for, at odenseanerne er blevet mere udadvendte overfor fremmede mennesker.
“Jeg tror snarere, at menneskers adfærd forklares meget mere ud fra de sociale strukturer, der er til rådighed i samfundet. Nu er det blevet populært i København og Aarhus, så hvorfor skal vi ikke også gøre sådan i Odense. Men jeg medgiver, at fællesspisningen kan være med til at gøre folk mere udadvendte, da du jo færdes i et miljø, hvor det bliver mere naturligt at tale med fremmede og hygge sig med dem,” siger Søren Askegaard.
Ældgammelt ritual
Fællesspisning er langt fra et fænomen, der er opstået i det moderne samfund. Det sociale begreb er mange tusinde år gammelt.
“Det er et ritual, som er ligeså gammelt som menneskeheden, så i den forstand er det jo slet ikke nyt,” siger Søren Askegaard og forklarer:
“Mad er noget, vi mennesker altid gerne har villet være fælles omkring, men indenfor de seneste år er der kommet ekstra fokus på det. TV-værterne Mette Blomsterberg, Brødrene Price og Nikolaj Kirk taler om, at det skal være en glæde og fornøjelse at spise sammen, så det påvirker også forbrugerens adfærd.”
Søren Askegaard tror, fællesspisningen vil bide sig fast i Odense og muligvis vokse sig større i fremtiden.
“Ja, hvorfor ikke. Det er godt nok meget et storby-fænomen, men i takt med at Odense udvikler sig i den retning, er det ikke usandsynligt, at fællesspisning bliver endnu mere populært,” siger han.