Unikt swinghotel tager form i ikonisk bygning
Renoveringen af det gamle missionshus i Klosterport er i fuld gang. Inden længe slås dørene til et helt unikt sted op
En retro jazzmikrofon og et flygel står i ensom majestæt på den runde scene. Scenen er omgivet af stilladser og andet byggerod, mens dæmpet lys fra otte smukke lysekroner oplyser det hele.
Bagved er Indre Missions gamle prædikestol, og oppe under det ti meter høje loft tårner et antikt orgel sig op.
Men det er slut med religiøse prædikener i Missionshuset Carmel fra 1921. Nu skal der danses, drikkes, spises og overnattes i den fire etager høje bygning.
Vi er i Salon Carmel - hjertet af det Paris- og 20'er-inspirerede Hotel Carmel. Et gå-i-byen sted for voksne (+25 år), hvor man tilskyndes at iklæde sig fint tøj, og hvor der hver fredag og lørdag fra klokken 20-03 er live jazz- og swingmusik ved en sangerinde og en pianist.
“Det bliver helt unikt for Danmark og især for lille Aarhus. Du skal til Berlin, Paris eller New York for at finde noget lignende,” siger Kenny Jess Brandt, der står bag det nye hotel, og som også ejer de forskellige Løve's-forretninger i byen.
Ingen steder for de voksne
Han har lejet sig ind i bygningen og fået 1,5 millioner kroner af ejeren, Tækker Group, til renovering, mens han - indtil videre - selv har smidt 500.000 i projektet.
Idéen til stedet har han puslet med de sidste fem-seks år.
“Så kom den her mulighed, og så var det bare med at slå til. Aarhus mangler det her. Der er ingen steder at gå i byen, hvis du er over 30. Bylivet er meget fokuseret på unge studerende, men vi andre tidligere studerende kan også godt lide at komme ud i weekenderne. Så det har jeg længe haft lyst til at lave.”
Ikke noget snobberi
Salonen åbner 29. april klokken 17 med et brag af en gratis åbningsfest, hvor der er bobler til de første 100.
Entreen bliver efterfølgende 70 kroner, og så er der livemusik, god vin og et væld af cocktails samt absint, som kan nydes fra salen eller den flotte balkon, fortæller Kenny Jess Brandt, mens han viser rundt i bygningen.
I juni åbner en ny restaurant i kælderen. Forhandlinger med en anerkendt kok er godt i gang.
“Jeg regner med, at det bliver et franskinspireret brasserie af en art. God mad til en overkommelig penge. Ikke noget snobberi. Og det bliver det heller ikke med salonen, selvom det kan lyde sådan, når vi opfordrer folk til at klæde sig fint på, og de skal booke bord. Det er for at skabe en stemning og en ramme om en god aften. Når du tager tøj på, har du gjort dig nogle tanker om den aften, du skal have, og så har du allerede investeret lidt i aftenen dér,” siger den foretagsomme iværksætter, hvis hustru, Louise Jess Brandt, skal være hotelmanager.
Masser af interesse
Hotellet findes på 1. og 2. sal og rummer tre enkeltværelser, otte dobbeltværelser, en suite og en luksussuite, som udlejes fra 475 til 1.925 kroner. Her er man i gang med den helt store ombygning, og hotellet åbner som det sidste den 1. juli.
“Men man kan booke værelser nu, og faktisk får vi i allerede to-tre reservationer om dagen. Det er ret vildt og bekræfter mig i, at vi har gang i noget godt. I det hele taget virker folk enormt spændte på det her projekt. Jeg har nok vist 100 mennesker rundt herinde, og hver og én har sagt 'wauw', når de har set det.”
Ombygningen af de 1.600 kvadratmeter har nærmest været i gang i døgndrift siden 2. januar, og uforudsete ting som blandt andet et krav fra kommunen om en elevatoropførsel har skabt lidt panderynker hos Kenny Jess Brandt. Men han er ikke nervøs for, at tidsplanen skrider.
“Jo tættere vi kommer på åbningen, jo mere banker nervøsiteten på. Men vi bliver klar. Det skal vi, for jeg vil bare gerne i gang med at arbejde. Det glæder jeg mig helt vildt til.”