Fortsæt til indhold

Vi forsømmer daginstitutionerne

“Hede Enge-sagen viser, at vi skal have langt større fokus på daginstitutionsområdet. Lige nu drukner det både organisatorisk og politisk,” lyder det fra SF’s byrådsmedlem, Peter Hansen

Samfund
Kenneth Tanzer

Som Lokalavisen Egedal Kunne fortælle for et par uger siden, så står skovbørnehaven Hede Enge i Ledøje-Smørum foran en lukning.
En beslutning, som stadig står ved magt efter torsdagens møde i Egedal Kommunes økonomiudvalg.
Men havde SF's byrådsmedlem Peter Hansen siddet med flertallet på sin side, så var sagen om skovbørnehaven sendt tilbage til Børne- og Skoleudvalget for en samlet vurdering af kapaciteten i alle kommunens skovbørnehaver.
“Det er trist, at vi skal lukke et ellers velfungerende sted. Det er vi alle enige om, men økonomien og antallet af børn går ikke hånd i hånd. Derfor må vi træffe denne beslutning efter satellitordningen med Mariehønen er faldet til jorden. Når jeg alligevel gerne ville have sagen sendt tilbage til fornyet behandling, så er det for at fremkalde en dialog om vores skovbørnehaver - ikke kun Hede Enge, men generelt i kommunen,” siger Peter Hansen, som i den forbindelse efterlyser svar på en række vigtige spørgsmål.

Skal kigge på kapaciteten

“Vi bliver nødt til at se nærmere på kapaciteten. Hvad kan lade sig gøre for de her institutioner og hvad kan ikke lade sig gøre?. Hvordan kan eksisterende institutioner bruge skovbørnehaverne og hvordan kan vi gøre samarbejdet bedre.? Vi har jo faciliteterne, så vi skal kigge på, hvordan vi kan sikre, at så mange børn som muligt får glæde af det,” siger Peter Hansen.
Han mener, at sager som den seneste med Hede Enge kan undgås, hvis man fremover sætter mere fokus på daginstitutioner.
“Denne her sag viser jo, at kommunikationen ikke har været den bedste. Man skulle for længe siden have drøftet den økonomiske situation,” siger Peter Hansen, som ikke holder sig tilbage med et konkret forslag, der kan løfte daginstitutionsområdet.
“Jeg ser gerne, at vi i den næste byrådsperiode nedsætter et daginstitutions-udvalg, så vi kan have et langt større fokus på området. Lige nu er det min opfattelse, at området drukner organisatorisk og politisk. Det bliver forsømt, fordi skoleområdet fylder så meget og tager den største fokus,” siger Peter Hansen.