Mordet med de mange teorier
I 50 år har der været skrevet en del om Højbjerg-mordet
Det bliver betegnet som en af de største mordgåder i danmarkshistorien, og nogle kalder det også for mordet, der ikke må blive opklaret.
Gennem de seneste 50 år har der været skrevet stolpe op og stolpe ned om mordet på Marie Lock-Hansen på Hestehavevej 2B i Højbjerg. Hun blev skudt på sit kontor i den mondæne villa ved højlys dag 10. november 1967. Men morderen er aldrig fundet, og man har aldrig fundet frem til, hvad årsagen var til, at hun blev skudt.
En af de seneste teorier er, at det har noget med familierelationerne at gøre. Det fremgår i Peer Kaaes nye bog 'Maries Morder.' Men der har også været mange andre meninger og teorier fremme i løbet af de mange år.
Journalist og forfatter Allan Vendeldorf udgav i 2013 bogen Skyggen af Sandheden, og dengang fortalte han følgende til Lokalavisen Aarhus:
“Jeg er sikker på, at man hos politiet venter på, at nogen i Aarhus skal dø, fordi de er så viklet ind i en masse løgne omkring Højbjerg-mordet. Så skal tiden gå, og så bliver sagen opklaret. Min tese er, at der er tale om justitsmord, og at man har anklaget en tidligere advokat for at stå bag mordet for ikke at anklage den rigtige.”
Spion og pornografi
Allan Vendeldorf sagde dengang, at han var overbevist om, at Marie Lock-Hansen var spion og solgte illegal pornografi videre, og at det handlede om at rydde hende af vejen, fordi hun ville skilles fra sin mand Oscar Lock-Hansen, og at hun vidste for meget.
Højbjerg-journalist og forfatter, Jørgen Skovsted, har skrevet flere bøger om Højbjerg-mordet. Og han har tidligere i denne her avis langet ud efter politiet, som han ikke mener har gjort sit arbejde ordentligt, og holder noget skjult.
Der er gennem tiderne blevet udpeget flere sandsynlige og usandsynlige mordere. Jørgen Skovsted pegede på en tidligere landsretssagfører, som skulle være ham, der lavede Lock-Hansens ægtepagt.
Sådan er der så mange teorier, og så længe sagen ikke er endeligt opklaret af Østjyllands Politi, er det ikke til at svare på, hvem der har ret.