Hørning Puls har nyt tilbud til familier
’Aktive familier i det fri’ hedder det nye hold, der starter op lørdag 22. april
Der er fuld fart på i Hørning Puls. Nu er foreningen klar med et nyt tilbud til borgerne i lokalområdet.
Aktive familier i det fri' hedder det.
Tilbuddet kommer til at køre hver lørdag fra klokken 10 og et par timer frem med mødested foran Hørning Idrætscenter, hvor både store og små fra de lokale børnefamilier kan få sved på panden.
“Vi tror, at der er rigtig mange, der gerne vil være aktive med deres familier, men det kan være svært at finde på, hvad det er man kan lave. Med dette initiativ giver vi alle familier i Hørning og omegn mulighed for at lave fede familieaktiviteter i det fri,” udtaler Anne Marie Aebeloe, formand i Hørning Puls, i en pressemeddelelse.
'Aktive familier i det fri' er legende og udfordrende bevægelsesaktiviteter, som kan udøves på tværs af alder, køn og niveau. Det er familiens glæde ved idræt og leg i naturen, der er i centrum, i samvær med andre familier.
”Aktiviteterne bliver tilpasset, så både børn og voksne bliver udfordret. 'Aktive familier i det fri' henvender sig derfor til alle børnefamilier og kan muligvis fange dem, som normalt ikke tiltrækkes af de gængse idrætstilbud,” fortæller Anne Marie Aebeloe.
Aktiviteterne skifter fra gang til gang, men deltagerne kommer blandt andet til at stifte bekendtskab med cykellege, skattejagt med mobiltelefon, forhindingsbaner, fangelege, familiefitness og naturbingo. Der skulle med andre ord være noget for enhver.
Ashb