Fortsæt til indhold

Vitus Bering lægger navn til ny pris i Horsens

Samfund
Arkiv

Horsens Kommune uddeler i år en ny pris på International Festival i maj. Den hedder Vitus-prisen og er opkaldt efter den store opdagelsesrejsende Vitus Bering, der kom fra Horsens. Prisen gives til en borger, institution, forening eller virksomhed, der har udvist et ganske særligt globalt udsyn til gavn for byen.

Internationaliseringsudvalget i Horsens Kommune har taget initiativ til prisen, og ifølge formanden Andreas Boesen (S) burde det ikke være svært at finde kandidater:
“Selvom verden har ændret sig meget, siden Vitus Bering som den første kortlagde Alaskas vestkyst i 1741, så er det globale udsyn stadig en vigtig del af Horsens DNA, som vi skal bruge aktivt for at udvikle os. Vores by danner i forvejen ramme om en masse store og internationale kulturbegivenheder. Vi har desuden byen fyldt med dygtige og initiativrige studerende fra mange forskellige lande. Endelig er en masse erhvervsinitiativer med til at plante Horsens på det internationale kort. Alle disse positive tiltag skal Vitus-prisen være med til at anerkende og sikre den fortsatte udvikling af,” siger Andreas Boesen i en pressemeddelelse fra Horsens Kommune.
Det er muligt både at indstille sig selv og andre til prisen. Formandskabet udvælger tre kandidater blandt de indkomne forslag. Vitus-prisen består udover æren af en gave som anerkendelse for den særlige indsats. Sidste frist for indstilling er tirsdag den 25. april 2017.

Læs mere på horsens.dk/vitus-prisen