Farvel konfirmand

Det er konfirmationstid og mange konfirmander og præster må sige farvel til hinanden efter at have fulgtes ad en tid.
Det er altid så sært trist at sige farvel til en flok skønne unge, man har fået lov til at lære at kende, og som man har fulgtes med både gennem nogle af livets store overvejelser og skøre oplevelser.
Det er slut med andagtsstunder omkring lystændingsstedet, slut med mooncar-kørsel, pølsehorn, gemmeleg i orglet, bibelfortællinger og vigtige snakke.
Også for konfirmandforældre er det på mange måder en tid til afsked.
Forældrene skal tage afsked med deres barn og får i stedet et ungt menneske. De har måske nok allerede mærket forvandlingen, men ved konfirmationen bliver det tydeligt.
De børn, der blev født for 13-14 år siden, er ikke længere er børn, men unge mennesker.
Farvel barndom, farvel beskidte knæ og røde kinder, farvel til duften af nyvasket baby – og af baby, der trænger til at blive vasket; farvel til barnegråd, bleskift og det første møde med en lille fedtet nyfødt.
Men til et farvel hører også et goddag. Goddag til unge mennesker, der har selvstændige meninger og kan tage selvstændige beslutninger. Beslutninger om uddannelse og fremtid, og beslutningen om at den dåb, de blev døbt med, også skal have betydning for dem i deres liv – det vælger de selv nu.
Til et farvel hører også et goddag.
Da Jesus skulle sige farvel, skete det med ordene: Jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.
På gensyn!