Fortsæt til indhold

Vent til på torsdag

Erik Petersen, centerchef i Egedal Kommune, vil ikke kommentere klagerne fra beboerne på Damgårdsparken i Stenløse før mødet i denne uge

Samfund
Kenneth Tanzer

Hos Egedal Kommune er lysten til at kommentere den konkrete sag fra plejecenteret Damgårdsparken i Stenløse til at overse - i hvert fald inden torsdagens stormøde.
“Lige nu har jeg ingen kommentarer til de episoder, som Anders Böye og beboerne fremlægger. Lad os hellere vente til på torsdag, hvor vi i fællesskab kan drøfte, hvad der er foregået på stedet, ligesom vi i fællesskab kan snakke løsninger,” lyder det fra Erik Petersen, chef for Center for Sundhed og Omsorg i Egedal Kommune.
Anders Böye fortæller, at han siden juni 2016 forgæves har forsøgt at få kommunen til at reagere. Hvad siger du til det?

“Han har også fået svar på sine henvendelser, men som sagt, så ønsker jeg ikke at kommentere sagen før mødet.”
Men er vold og ulovlig indtrængen ikke et problem, som kommunen skal tage alvorligt?

“Det gør vi også ved at holde dette møde, så lad os tales ved på torsdag.”
Erik Petersen undrer sig i øvrigt over, at Anders Böye går i pressen med episoderne fra plejecenteret i Stenløse.

Underlig timing

“Jeg undrer mig over timingen. Vi har jo netop aftalt at mødes for at finde løsninger, der kan sikre en god sameksistens for Damgårdsparkens beboere. Jeg kunne bedre forstå hans udtalelser, hvis de kom efter et møde på torsdag, hvor der ikke var fundet løsninger, men lad os nu få belyst sagen med de forskellige repræsentanter,” siger Erik Petersen.
Lokalavisen Egedal har også været i kontakt med Shannet Jakobsen, der er teamleder på demensafsnittet Solkrogen. Hun kender godt til episoderne, men henviser til centerchef Erik Petersen for yderligere kommentarer.