Fortsæt til indhold

Big Fat Snake-guitarist vil booste unges selvværd

Lokal rockmusiker vil lære unge ’Powertelling’

Samfund
Arkiv

Asger Steenholdt, der til daglig er guitarist og bassist i Big Fat Snake, er gået sammen med en tegner og en storyteller for at hjælpe lokale teenagere til at få bedre selvværd og større gennemslagskraft.
”Lær af en rockmusiker, en bladtegner og en storyteller – og få større gennemslagskraft i dit liv!” Sådan lyder introduktionen til rockmusikerens SommerCamp, der er for lokale 15-17-årige, der har lyst til at blive klogere på sig selv, få flere venner og i øvrigt blive klædt på til den personlige fortælling, som samfundet i stigende grad forventer, at de kan levere.
”Vores mål er at bidrage til de unges selvværd og give dem en bedre forståelse af, hvem de er, og hvad de har lyst til. Jeg vil gerne gøre op med det mantra, som jeg selv er blevet tudet ørerne fulde af i min opvækst, at det er godt at “have noget at falde tilbage på”. Jeg vil ikke falde tilbage – jeg vil hellere give nogen noget at “falde frem på”,” siger den lokale musiker, der i øvrigt har tilbragt godt et årti som rådgiver, inspirator og underviser for store del af det danske erhvervsliv - ved siden af sit job som guitarist og bassit i Big Fat Snake.
”På vores SommerCamp får deltagerne lov til at afprøve sig selv i et mikroformat – uden at måle sig op mod konkurrencen eller hinanden. Vi vil gerne sætte en grundsten i den unge. En sten, der bliver en del af det fundament, som de skal stå på resten af deres liv. En sten, der kan hjælpe dem med at navigere gennem en fremtid, som ingen af os kender,” siger han.

Selvudvikling

SommerCampen i Powertelling er blevet til i et samarbejde med bladtegne Jens Hage og stifteren af storytelling-virksomheden 'Get Ajour', Anja Klemp Vilgaard, der har til huse på Kronborg Slot.
Sammen med de to vil Asger Steenholdt i fem dage undervise i kreativ udfoldelse og personlig selvudvikling. De vil give deltagerne værktøjer fra den kreative værktøjskasse samt en ny viden om, hvordan de bedst muligt griber et publikum an – hvad enten det er i deres eget personlige liv, i deres kommende karriere, jobsøgning eller foran censorer på deres uddannelse, skriver de tre i en pressemeddelelse.
”Vi ønsker at dele ud af vores erfaring, og give de unge et sted at udfolde sig før livets alvor begynder, og universitet eller arbejdslivet fylder deres dage med KPI'er og tykke bøger. Og så ønsker vi at gøre dem bedre til at fortælle, så de kommer ordentligt ud over rampen i de situationer, der kræver det,” siger Anja Klemp Vilgaard, der lægger lokaler til årets SommerCamp – kun få meter fra voldgravens kant og slottets mange historier.
SommerCampen er udformet som en workshop, hvor de unge skal løse målrettede opgaver, lege med deres personlige udtryk og formidlingsevner – samt selvfølgelig møde ligesindede, skabe sig et kreativt netværk og få nye venner.
SommerCampen finder sted mellem den 3. og 7. juli. Du kan læse mere på www.værdifortællinger.dk/sommercamp.
mw