Restaurantbesøg og takeaway er blevet hverdag
Vi bestiller oftere mad udefra og går på restaurant. “Det er blevet en hverdagsting,” forklarer cheføkonom
Familien Sommerlund har netop sat sig til bords på Restaurant Bone's i Esbjerg, hvor duften af burgere, spareribs og pomfritter blander sig med en summende lyd af samtaler på den fyldte restaurant. Lars og Helle har taget børnene Halfdan, Vilas og Cenius med ud at spise, og det gør de efterhånden tre gange om måneden.
“Det er en hyggelig oplevelse som familie, og børnene kan godt lide at være med ude. Det fjerner også lidt stress fra en travl hverdag at gå ud at spise, for så skal man ikke stå og lave mad og vaske op,”siger Helle Sommerlund, før hendes mand tager over:
“Vi spiser i hvert fald mere ude nu, end vi gjorde før i tiden. Økonomien er mere til det nu, og man kan efterhånden få så mange rabatter, at det er lige så billigt som at lave maden selv,” siger han og fortæller, at de også besøger pizzeriaer, Burger King, Jensens Bøfhus og andre steder i og omkring Esbjerg.
Familien Sommerlund er en del af en bølge, der har taget fart de seneste år. Omsætningen i restaurationsbranchen steg med 29 procent mellem 2010 og 2015, og den vækst er fortsat. I de første ni måneder af 2016 omsatte branchen for 7,7 procent mere end i den samme periode året før. Det er alt fra restauranter og caféer til cateringfirmaer og pizzeriaer, der oplever fremgang, viser nye tal fra Horesta, som Søndagsavisen har fået indsigt i.
Danskernes appetit
“At gå på restaurant eller spise mad udefra er gået fra at være noget, man gjorde i særlige anledninger, til i stigende grad også at blive en hverdagsting. Min oplevelse er, at der er kommet flere bookinger på hverdagsaftener, især i de større byer. Det er noget, man har set i udlandet i mange år, og nu ser vi samme ændring i adfærd og forbrug i Danmark,” siger Jonas Kjær, cheføkonom i Horesta, der organiserer store dele af branchen.
I takt med at danskerne har brugt flere penge på mad udefra, er antallet af restauranter og madkoncepter skudt i vejret. Udvalget er blevet større – og i mange tilfælde også en del sundere end de klassiske fritureretter.
Den udvikling har været med til at vække danskernes appetit, mener Jon Fuglsang, der er madsociolog på Professionshøjskolen Metropol.
“Der har været en stor nytænkning i branchen, og det har givet mange nye spændende madkoncepter, som virkelig har ramt danskerne i en tid, hvor der generelt er meget fokus på mad. Vi er blevet mere bevidste om, at der ligger en oplevelse i at gå ud at spise, og fordi priserne samtidig har været til at betale, er det blevet mere folkeligt og almindeligt at få et spændende færdiglavet måltid,” siger Jon Fuglsang.
Et stramt skema
Tilbage i restauranten i Esbjerg sidder Denny Berndt og børnene Thais og Mikas med hver sin burger klar til at fejre Stine Rønns 32-års fødselsdag. Den sammenbragte familie har egentlig ikke råd til at gå ud at spise, men gør det alligevel, hvis der er noget at fejre.
“Det er en god oplevelse, og det er lækkert med noget god mad,” siger Denny Berndt med et smil, før Stine Rønn forklarer, at de trods alt spiser mad udefra tre-fire gange om måneden, men ofte gør brug af rabatter.
“Hverdagen kan godt blive meget travl, og så giver det virkelig luft at kunne bestille noget mad udefra, når man er sent hjemme,” siger Stine Rønn.
Netop danskernes stramme skema gør, at restaurationsbranchen vil ride videre på bølgen lidt endnu.
“Mangel på tid i hverdagen betyder rigtig meget for den her bevægelse, og derfor er det også interessant, at folk spiser mere udefra midt på ugen. Vi ser det ikke længere som noget eksklusivt, og så længe priserne bliver holdt nede, vil den her tendens fortsætte,” siger Jon Fuglsang.