Fortsæt til indhold

Få ekstra appetit på Søhøjlandet

39 restauranter og gårdbutikker med i ny spiseguide med inspiration til madoplevelser i blandt andet Skanderborg

Samfund
Arkiv

Ikke færre end 39 restauranter og gårdbutikker er med i den 'Spiseguide for Søhøjlandet', som netop i disse bliver distribueret til erhvervsvirksomheder og turist-steder i Silkeborg, Ry, Skanderborg og omegn.

Det er VisitSkanderborg og VisitSilkeborg, som sammen præsenterer områdets mangfoldige madkunst - til gavn for gæster og borgere.

I guiden er der inspiration til den lette og måske traditionelle frokost, den store gastronomiske oplevelse og det hyggelige gårdbutik-besøg.

Der er også opskrifter, så man selv kan prøve kræfter med udvalgte retter.

Inspiration til lokale

Mange besøgende kommer til Søhøjlandet for at nyde det gode liv og de lokale råvarer. Dem hjælper VisitSkanderborg og VisitSilkeborg på vej med guiden, som for gæsten skaber et nyttigt overblik over de mange muligheder. Og måske får de lokale øjnene op for helt nye madsteder, der skal prøves af.

“Vores gæster vil gerne vide, hvor de skal gå hen for at få de gode og måske overraskende madoplevelser. Og vi ved, at mange brugte Spiseguiden 2016 til at få ny inspiration. Derfor er vi glade for, at vi igen i år kan præsentere en fælles, samlet spiseguide,” lyder det fra turistcheferne Liselotte Niss-Hanssen og Marianne Purup i en fælles pressemeddelelse fra VisitSilkeborg og VisitSkanderborg.

I den nye spiseguide er det også muligt at finde andet end hvid dug og sølvtøj-oplevelser, hvis man er mere til smørrebrød eller pizza. Pressefoto

Også plads til en pizza

Hvis mindre end hvide duge og sølvtøj kan gøre det, er der også hjælp at hente. Gårdbutikker, isbutikker, caféer og steder, hvor man kan få den klassiske pizza er også med i guiden, og er man ikke sulten, inden man kigger i guiden, er de appetitvækkende billeder næsten garanti for, at man bliver det, lover pressemeddelelsen.
Spiseguiden kan hentes på VisitSkanderborgs turistbureau i Ry og på bibliotekernes turistinfo'er i Skanderborg, Ry, Galten og Hørning.
I Silkeborg og omegn kan Spiseguiden fås på biblioteket, på overnatningsstederne samt ved de mobile InfoPoints i højsæsonen.
Man kan naturligvis også finde den på alle de spisesteder m.m., som er med i guiden.
Guiden kan man også læse på silkeborg.com og på visitskanderborg.dk.jesl

Vi er glade for, at vi igen i år kan præsentere en fælles, samlet spiseguide.
Liselotte Niss-Hansen, turistchef