Fortsæt til indhold

13-årig skaffede HOG sejren mod Arsenal

Velgørende Old Boys hold fra Hinnerup stod pludselig over for Arsenals unge talenter i stedet for de gamle koryfæer

Samfund
Kian Johansen

“Vi stod og varmede op og tjattede lidt til bolden. Arsenals unge spillere gjorde det synkront og taktfast og med masser af kegler. Der blev vi sgu lidt stille. Vi måtte lige over og forklare dem, at vi var Danmarks bedste udenfor banen. Og at det altså var til velgørenhed.”
Den velgørende sportsdirektør fra HOG Oldboys Simon Schølin genfortæller grinende mødet med Arsenals kommende talenter i weekenden.
Kampen var en del af holdets plan for at skaffe penge til UNICEF.
Danmarks mest velgørende hold tog til London for at dyste mod Arsenals old boys, der var krydret med de gamle koryfæer - troede de.
Det viste sig, at Arsenal nok havde misforstået det med Danmarks bedste, og så alligevel.
For kampen endte 5-4 til HOG Old boys mod Arsenals 16- 21-årige kontraktspillere.
“Vi holdt stand de første 20 minutter og så hamrede de ellers bolden ind. Vi var bagud 4-0 ved pausen.”
Men så skiftede HOG en 13-årig spiller ind. Oscar Øhlenslæger er søn af en af sponsorerne og spiller til daglig i Chelsea.
“De troede bare han var en lille sød dreng. Men det ændrede sig, da han begyndte at lave Laudrup-finter og piruetter og pludselig havde han lavet hattrick,” griner Simon Schølin.
“Så lugtede angriber Morten Bang blod. Han fik scoret til 4-4 og hamrede den ind på frispark til 5-4.
“Så kom Arsenal med alt hvad de havde. Jeg tror de skød fra alle vinkler. Vi fik hevet Poul Krebs ud og sat den ti år yngre Carsten Bang ind i stedet, for det fløj om ørerne på os,” lyder det dramatisk fra Simon Schølin.
Velgørenhedskampen skaffede Hinnerup-holdet en oplevelse for livet og samme dag blev der underskrevet en større sponsoraftale, der skaffede UNICEF flere penge til at bekæmpe fattigdom.

Før kampen i London var der tid til smil og gruppefotos med de mest ’kendte’ fra Danamrks mest velgørende hold.
Smil efter kampen, der endte 5-4 til HOG Oldboys. Holdet fra Hinnerup er, sammen med Panathinaikos FC og Barcelona FC, de eneste fodboldhold i verden der må bære UNICEF-logoet.
“Vi vandt over et bedre hold.”