Fortsæt til indhold

En tidsrejse 1.200 år tilbage i Aarhus' fortid

Den Gamle Bys største bidrag til kulturhovedstadsåret, ud-stillingen ’Aarhus Fortæller’, åbner nu

Samfund
Christina S. Johansen

Den første samlede museumsfortælling om Aarhus' historie nogensinde. Det er, hvad Den Gamle Bys nye, 800 kvadratmeter store, permanente udstilling byder på.
Det er en rejse 1.200 år til bage i tiden fra vikingetidens Aros til nutidens Smilets By.
Udstillingen, som ligger under jorden i Den Gamle By, åbnes af Hendes Majestæt Dronningen 11. april, men først fra 12. april er der adgang for offentligheden.
“Det her er den største udstilling, vi nogensinde har lavet, og vi er glade for, at den står klar i kulturhovedstadsåret - og at den bliver stående, efter røgen har lagt sig,” fortæller museumsdirektør i Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn - han fortsætter:
“Udstillingen giver Aarhus en slags historisk dna. I en tid, hvor alle er meget nutidsfokuserede, giver det en dybde og dimension i forståelsen af byen.”

Spejl dig i historien

I 'Aarhus Fortæller' følger gæsterne et kronologisk forløb. Historierne udfoldes blandt andet gennem konkrete miljøer, filmiske effekter, animationer, spil, aktiviteter og fordybelseszoner.
Både kendte og ukendte aarhusianere giver deres personlige vinkel på byens historie gennem film, fotos, lydinstallationer og genstande.
Gæsterne kan desuden tage et kursus i aarhusiansk, prøve en virtuel cykeltur i byens gader eller hoppe på sporvognen anno 1971.
“Man kommer helt væk fra hverdagen og fornemmer, at man er en del af noget større. Man får både lærdom og underholdning. Man kan spejle sig i historien og dermed reflektere over ens egen historie,” siger museumsdirektøren.