Fortsæt til indhold

Hørsholm sætter skilsmisse på skemaet

Skilsmissegrupper skal hjælpe børn, hvis mor og far bliver skilt

Samfund
Fred Jacobsen

Det er blandt andet erfaringer fra de seneste to års forløb på Vallerødskolen, der gør, at arbejdet med skilsmissegrupper nu bliver bredt ud til alle kommunale skoler i Hørsholm. Allerede før sommerferien begynder, skal grupperne også sættes i gang på de tre andre skoler, Usserød, Hørsholm og Rungsted, oplyser skolekonsulent Janie Marloth Linius til Ugebladet.
“Det er en del af hverdagen at være skilsmissebarn. Vi ser det som et arbejde for at skabe god trivsel på skolerne,” siger skolekonsulenten om initiativet, der er en del af kommunalbestyrelsens budgetaftale for 2017-2020. Her er afsat mellem 1,6 og 1,8 millioner kroner pr. år til børns og unges trivsel. Til det tre-årige forsøg med skilsmissegrupper på de kommunale skoler er der afsat 202.000 kroner i år og 128.000 kroner hvert år i årene frem til 2020.

Uddannelse til lærere

Pengene skal blandt andet bruges til at uddanne lærere. Det er allerede sket, så der nu på hver af skolerne er udpeget en lærer, der efter at have gennemgået en børneledergruppeuddannelse på Center for Familieudvikling, skal være ankerperson i arbejdet med grupperne.
“Formålet er en tidlig og forebyggende indsats. Vi håber at kunne opdage, hvis eleverne ikke trives og give dem mulighed for at sætte ord på det og være sparringspartner for dem,” fortæller Janie Marloth Linius, der understreger, at de primære målgruppe er børn, hvor det er gået et stykke tid, siden forældrene blev skilt.
Forsøget med skilsmissegrupper på Hørsholms skoler skal evalueres efter de tre år. Der er kalkuleret med, at der samlet set vil være 72 børn, der i det første år vil kunne komme med i grupperne.
“Viser det sig, at der bliver plads til flere, kan vi køre med flere,” fortæller Janie Marloth Linius.
Pilotprojektet på Vallerødskolen, som havde lærer Marina Lenzberg som ankerperson, blev i første år gennemført med 14 tilmeldte børn, i det andet år med 37.
Børnene var senest fordelt på fire grupper, som mødtes over syv omgange af halvanden times varighed.
Har du en kommentar? Så kan du komme af med den på Ugebladets Facebook-side.