Der skal lidt til at gøre en stor forskel

Den dag, pigen fra 9. klasse - lad os kalde hende Amalie - kom til sin lærer og fortalte, at hendes mor og far skal skilles, har brændt sig fast i lærerens bevidsthed.
Læreren valgte at indvi klassen i det, der var sket. Der var krammere til Amalie, de fik snakket - og Amalie var glad for måden, sagen blev grebet an på.
For læreren, Marina Lenzberg, dengang - og indtil for nylig - lærer på Vallerødskolen i Hørsholm, var det en oplevelse, der har brændt sig fast. Og kastede hende tilbage i tiden, da hun selv var en pige på 12 år og måtte se i øjnene, at hendes forældre gik fra hinanden.
“Jeg tænkte, at det da ikke kan være rigtigt, at der ingen kompetence er for sådan noget. Og tænkte også, at det er en kompetence, jeg selv skal have,” fortæller hun til Ugebladet.

Grublede i årevis

Marina gik i en årrække og grublede over, at der da måtte være noget på skolen, der systematisk kan tilbyde noget for skilsmissebørn.
“Børn hjælper børn, ja, men jo kun, hvis de er åbne over for det,” tænker hun og forklarer, at skolen jo er dér, hvor børnene kommer. Så må det også være der, man skal gøre noget. For forældrene kan man ikke altid regne med i den situation, som de selv er i.
“To skilte, der ikke kan finde ud af det i forvejen, skal blive enige om, at barnet skal have hjælp. Og så af én, hverken de eller barnet kender. Det er no go,” fastslår Marine Lenzberg.
Hendes tilgang til skilemissebørnene var lidt 'hjemmelavet', indtil hun fandt ud af, at Center for Familieudvikling tilbød en børnegruppelederuddannelse. En uddannelse, hvor man på en uge kan få redskaberne til at håndtere det, som Marina mente, der var behov for: At møde børnene i deres situation og hjælpe dem til at tale om det svære, en skilsmisse er.

Pilotprojekt

Efter den oplevelse var der ingen vej tilbage: Marina gik i gang med et pilotprojekt på Vallerødskolen. Hun talte med forældre og begyndte i første omgang med 14 børn i det første år. I det andet år, som netop er afsluttet, var antallet af børn vokset til 37 børn fordelt på fire grupper, som mødtes over syv omgange af cirka halvanden times varighed. Blandt dem var der en ren drengegruppe.
“Alle drengene sad og var meget berørte, første gang vi mødtes,” husker Marina tilbage og fortæller om en gruppe drenge, som mere eller mindre bekrigede hinanden i skolegården, men undervejs blev bedre og bedre til at finde ud af det med hinanden.

At gøre en forskel

“Efter de havde lært hinanden at kende på tværs af årgangen, begyndte de faktisk at beskytte hinanden i stedet for,” fortæller Marina Lenzberg.
Hun brænder for skilsmissegruppearbejdet, som hun gerne ser blive bredt ud på alle skoler, selv om hun ikke længere selv er på skolen mere.
“Motivationen er at gøre en forskel i en hverdag, hvor alt skal måles og vejes. Det her er noget helt andet. Der skal faktisk så lidt til at gøre en livsafgørende forskel,” siger Marina Lenzberg.