Fortsæt til indhold

Klumpen er følelsen der ikke kan komme ud

I skilsmissegrupperne taler skilsmissebørn om jalousi, vrede og lettelse

Samfund
Fred Jacobsen

De kalder det for talkshow. Og som i talkshows, som vi kender dem fra tv, er der én, der interviewer og én, der bliver interviewet.
Den, der interviewer i dette talkshow, er læreren. Den, der bliver interviewet, er en af børnene i den børnegruppe, læreren, Marina Lenzberg, har arbejdet med igennem flere uger. Fælles for børnene i gruppen er, at de kommer fra hjem, hvor mor og far er blevet skilt.
Marina, og pigen, der skal interviewes i talkshowet, sætter sig for enden af et langt bord - og de andre i gruppen sidder omkring bordet og overværer samtalen.
LÆS OGSÅ: Børn i skilsmissegruppe: Skiftedagene er det værste

Far kendte ikke til Nick

“Hvem skal vi snakke om?”, spørger Marina.
“Nick”, kommer det fra pigen, som vi her kalder Andrea, “for Nick sætter sig i maven.”
Andrea har talt med sin far om Nick, og det viste sig, at far ikke var klar over, at Nick var der.
Andrea fortæller i talkshowet, at hun også havde talt om Nick, da hendes far og hans nye kæreste var sammen. Men da de snakkede om det, gik kæresten sin vej, fortæller hun blandt i løbet af samtalen.
Nick er et navn, som børnene og Marina Lenzberg bruger for at visualisere og sætte ord på følelsen af - i dette tilfælde - jalousi. Det vil sige, at det er Andrea selv, der har valgt at tale om netop Nick.
Han er en følelse, der kan opstå, når mor og far bliver skilt. Og det er noget, de andre i gruppen kan nikke genkendende til.
“Jeg er glad for, at jeg ikke var den eneste med jalousi,” siger den ene.
“Jeg havde det præcist sådan, da far og mor slog op,” siger en anden.
“Jeg følte vrede,” siger en tredje.
De taler også om Klumpen. Følelsen, der ikke kan komme ud. Den kan sætte sig i maven, men også i halsen, fortæller Andrea og viser med hånden, hvor Klumpen også kan sætte sig.
Igen tages der i løbet af talkshowet en runde med de andre ved bordet for at høre, om der er genkendelse i Andreas fortælling. Det er der.
LÆS OGSÅ: Lærer bag skilsmissegrupper: Der skal lidt til at gøre en stor forskel

“Fordi jeg fik det sagt”

Talkshowet er en del af Marina Lenzbergs arbejde i skilsmissegruppen og varer omkring ti minutter. Så er der tid til 'check ud', som det hedder. 'Check ud' er i virkeligheden af afrunding og opsamling af den snak, der lige har fundet sted.
Den foregår på den måde, at børnene flytter til et andet bord, hvor der ligger nogle stykker pap, hvor der er tegnet ansigter med forskellige følelsesmæssige udtryk på. Der er smileyer, det modsatte, et ansigt med tårer og dem ind imellem. 'Check ud' foregår ved, at de enkelte vælger at ansigtsudtryk, der bedst forklarer, hvordan de har haft det med det, de har hørt.
Pigen, der lige har siddet 'i stolen', tager en smiley og forklarer: “Fordi jeg fik det sagt.”
Drengen vælger et ansigt med tårer. “Fordi jeg var lige ved at græde.”
LÆS OGSÅ: Hørsholm sætter skilsmisse på skemaet

Trist og lettet

En anden snupper et ansigt, der er ked af det. “Fordi det er trist at høre de andres historie. Men jeg bliver også lidt lettet.”
En tredje pige har en anden betragtning: “Når jeg hører de andre, har jeg det helt anderledes, fordi mine forældre er gode venner. Det er sjovt og rart at komme ud med det,” siger hun med en smiley i hånden.
'Check ud' er slut. Børnene skal videre, men får disse ord med på vejen af Marina Lenzberg:
“I er så modige. Jeg er så glad.”