Fortsæt til indhold

Skanderborg sætter demokratiet i børnehøjde

Fælles oplevelse for børn og forældre til Børnefolkemøde i pinsen

Samfund
Arkiv

demokrati FDF Friluftscenter Sletten, Kulturskolen Skanderborg og Ry outdoor Festival er klar til at lancere det første Børnefolkemøde i Danmark med en Family Camp i dagene 2.-5. juni. Centerleder Peter Jessen fra FDF Friluftscenter Sletten tegner billedet af, hvordan det bliver en samlende oplevelse. ”Vi udvikler en oplevelsesrig pinse for hele familien, der ønsker at være med i fællesskabende morgen- og aftenmåltider og styrke legen og fantasien i familien. Formiddagen bliver selve ’Børnefolkemødet på Sletten’, hvor familierne bor i medbragte telte. Alle formiddage fra kl. 9-12 er der fokus på samværet, fællesskabet, rollemodellerne og demokratiet, hvor vi har foredrag for de større, mens de mindre kan lege de demokratiske processer ind,” siger han.

Styrk fællesskabet

Afdelingsleder for Kunst & Performance og underviser, Sofie Møller Jensen, er Kulturskolens repræsentant i styregruppen, og hun ser klart en fordel i at være tre partnere i projektet, der er vant til at arbejde med børn. “Børn kommer til at tegne, sige, male, opvise, synge deres mening. Det bliver spændende at parkere alle mobile enheder, og bare være familie i fire dage, der forhåbentligt får styrket fællesskabet gennem workshops og aktiviteter.” Hos Ry outdoor Festival bliver der et slaraffenland af eftermiddagsaktiviteter for familierne, der alle inklusive i deres billet hver dag har to klip, der giver adgang til festivalens mere end 100 aktiviteter, gratis musik om aftenen, samlende flamencodans ved Kirstine Hastrup og om mandagen at være med i fællessangen udformet af børneambassadører og musiker Anders Graae. ”Det er aldrig lavet tidligere, og ligesom Pippi Langstrømpe siger, så kan vi selvfølgelig gøre det,” lyder det med et smil fra sekretariatsleder Ann Louise Sloth. Det er børneambassadører fra otte af Skanderborg Kommunes skoler, der har været med til at påvirke udviklingen af konceptet,” fortæller sekretariatslederen, der fra Ry outdoor Festivals sekretariat koordinerer for de tre partere i styregruppen. gs