Under 1 procent står for 30 procent af alle akutte indlæggelser
0,7 procent af borgerne i Horsens-området står i dag for næsten 30 procent af alle de akutte indlæggelser på hospitalet.
Men hvad er årsagen til, at en lille gruppe borgere bliver akut indlagt igen og igen? Og kan nogle af indlæggelserne forebygges?
Et nyt forskningsprojekt 'Tværspor' på Hospitalsenheden Horsens skal undersøge, om dataanalyse kan bruges til at forudsige hvilke patienter, der vil blive indlagt akut inden for det næste år.
Projektet skal sammenholde data fra optageområdets i alt 170.000 voksne borgere om for eksempel diagnoser, indlæggelser og ambulante besøg på hospitalet, oplysninger fra kommunen samt kontakter og medicinordinationer hos borgernes egen praktiserende læge.
"Der er brug for et bedre indblik i, hvordan borgerne bruger vores sundhedsvæsen, og hvordan deres forløb typisk ser ud, hvis vi skal skabe bedre sammenhæng i patientforløb på tværs af sundhedssektorerne og undgå hospitalsindlæggelser, der kan forebygges."
Det siger sygeplejerske, ph.d. og sundhedsvidenskabelig forsker Mette Trøllund Rask fra Hospitalsenheden Horsens.
Hun står i spidsen for forskergruppen bag projekt 'Tværspor' sammen med projektleder Gitte Kjeldsen og chefkonsulent Lise Viskum Hansen.
"Med mere viden om de borgere, som er i risiko for at bruge sundhedsvæsenet betydeligt, og hvad der typisk karakteriserer deres adfærd, så kan vi bedre sætte ind med målrettet hjælp. Det giver øget fokus på forebyggelse samtidig med, at borgerne kan komme til at spille en mere aktiv rolle i forhold til deres egen behandling og sundhed," siger Mette Trøllund Rask.
Forskningsprojektet har blandt andet opnået støtte fra Danske Regioners og Sundhedskartellets udviklings- og forskningspulje, MTIC Circular Co-Creation og Folkesundhed i Midten.