Fortsæt til indhold

Forandring med måde

Samfund
Af Michael Jensen, Hadsten. Direktør i Colea Consult

Igen og igen oplever jeg organisationer løbe ind i “forandringsmuren”: Den tilstand, hvor alle nikker “ja” til et opstillet mål eller en beskrevet proces, men hvor der ikke sker den nødvendige ændring af adfærd.
Jeg har for længst erkendt og anerkendt, at ledelse er en kompleks størrelse og, at der ikke findes nemme løsninger.
Omvendt oplever jeg ofte, at vi kommer til at komplicere tingene yderligere i vores iver for at sikre, at vi kommer hurtigt i mål og at vi på den måde, med de bedste hensigter, kommer til at spænde ben for os selv.
Her kommer 7 bud på hvordan vi øger sandsynligheden for at nå målet—til tiden:
1. Skær ned på mængden i det, der kommunikeres, men op for frekvensen, dvs. gentag det igen og igen—det virker!
2. Drop de forkromede handlingsplaner og arbejd i stedet med konkrete prioriteringer inden for korte, afgrænsede tidsrum
3. Ledelsen skal gå forrest og med egen adfærd vise, hvad der forventes
4. Skab gennem medindflydelse involvering og engagement i alle led af organisationen
5. Erkend at ting tager tid og husk at fejre ethvert lille skridt i den rigtige retning; det skaber lyst til mere
6. Se forandringen som et eksperiment og accepter, at når der eksperimenteres begås der fejl—men husk til gengæld at lære af fejlene!
7. Juster løbende på ambitionsniveauet; det er ikke et nederlag at erkende at vi har meldt for hårdt ud—blot en anden må at sige vi er blevet klogere
Følg disse 7 bud og I vil opleve at jeres forandringsprocesser får nyt liv!