“Er det ikke trist at rende rundt med en hund?”
Tina Nielsen, der bor i Næsby og er helt blind, blev overdynget af umiddelbare spørgsmål fra 2.b på Næsby Skole
“Er det ikke trist at rende rundt med en hund hele tiden,” spørger Andreas fra 2.b på Næsby Skole, mens Tina Nielsen sidder på en stol foran klasselokalets tavle og har sin trofaste førerhund 'Rooney' liggende på gulvet ved siden af sig.
“Nej, det er mere besværligt at gå med stok, og hunden er bedre til at hjælpe mig, når jeg skal bevæge mig rundt i mit hus eller på gaden,” svarer Tina Nielsen, som kigger mod venstre hjørne af klasselokalet, da hun allerede har opfanget, at lyden stammer derfra.
48-årige Tina Nielsen er født blind og er derfor også afhængig af en førerhund, der hjælper hende med at bevæge sig rundt, så hun ikke bliver kørt ned eller går ind i døre.
Men den lyse labrador er langt fra den første hund, der har ført Tina Nielsen sikkert på vej.
“Jeg har haft fem førerhunde. Rooney fik jeg for omkring et år siden, og vi er så småt ved at have helt styr på hinandens signaler,” fortæller Tina Nielsen, der får bevilget hundene af Odense Kommune, som betaler for foder og andre udgifter.
Dansk Blindesamfund står for uddannelsen af hundene, og det tager cirka seks måneder at bestå et forløb. I princippet kan langt de fleste hunderacer uddannes - dog er størstedelen enten golden retrievere, labradorer eller schæfere.
Mand er også blind
Tina Nielsen er et velkendt ansigt i Næsby, hvor hun bor med sin mand, som i øvrigt også er blind.
“Vi har det godt sammen, selvom vi ikke kan se hinanden. Jeg har desuden børn, der ikke er født blinde, og de er flinke til at komme forbi og hjælpe os,” siger Tina Nielsen, hvorefter en pige bagerst i lokalet spørger, om hun så ikke har noget arbejde, nu hvor hun er blind?
“Jo, jeg arbejder som konsulent for Dansk Blindesamfund, hvor jeg blandt andet tager rundt og holder foredrag i hele landet,” siger Tina Nielsen.
Ingen klap på gaden
Selvom det er fristende at give Rooney et kærligt klap på hovedet, når du møder ham på gaden i Odense, så bør du ikke gøre det, da det kan skabe en farlig situation for Tina Nielsen.
“Jeg har nogle gange oplevet, at folk - for at være flinke - forsøger at nusse med ham. Men det bør I ikke gøre, da han er en ung hund og derfor kan finde på at lege, og det er utrygt for mig,” siger Tina Nielsen.