Fortsæt til indhold

Kreative Vejlby-elever vinder design-pris

Elever fra Ellevangskolen har opfundet et koncept med plantekasser

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Elever fra Ellevangsskolen i Vejlby blev fredag eftermiddag hyldet som vindere af 'Aarhus 2017 Design to Improve Life Udfordring'.
Der er tale om en konkurrence, hvor 5. klasse-elever fra hele Region Midtjylland dystede i at finde den bedste løsning på en forudbestemt udfordring. Det er tredje gang, prisen uddeles. Udfordringen var denne gang at finde en måde, hvorpå danskerne kan få mere viden om, hvor vores mad kommer fra, og hvordan den produceres. Prisoverrækkelsen fandt sted ved projektets afslutningsshow for alle 750 deltagere, 'Gode nyheder for børn'.

Planteklasser med frø

Ellevang-elevernes design hedder 'Plantekassen'. Den overordnede idé er, at elever i 0. klasse får en plantekasse med hjem og i årene frem sammen med forældrene dyrker grøntsager og krydderier sammen med deres forældre. Eleverne får hver 3. måned tilsendt nye frø, opgaver, info og forslag til madretter, og eleverne dyrker også selv større plantekasser i skolen.

”Jeg er virkelig glad på elevernes vegne – de har virkelig fortjent sejren,” siger vinderteamets lærer Gunver Nielsen i en pressemeddelelse.
”Hele klassen har arbejdet meget seriøst, kreativt og vedholdende med denne tredje udfordring om madens oprindelse. Og generelt har de tre udfordringer været meget motiverende for børnene. De har lært meget om bæredygtigt design, innovative processer, research og samarbejde. Men projektugerne har også været hårdt arbejde. Derfor er det ekstra tilfredsstillende at få dette store skulderklap i den tredje udfordring,” siger Gunver Nielsen.

Højt niveau blandt alle

Projektleder for 'Aarhus 2017 Design to Improve Life Udfordring', Simone Søgaard Jacobsen, er imponeret over de midtjyske børns løsninger.

”Niveauet i de mange løsninger er generelt meget højt – alle deltagende midtjyske børn kan være stolte. Og denne gang var det eleverne fra Ellevangsskolen, der ramte plet. Plantekassen er et meget realistisk forslag til, hvordan både forældre og børn får masser af viden om, hvor maden kommer fra, siger Simone Søgaard Jacobsen fra INDEX: Design to Improve Life, der har lavet det treårige projekt 'Aarhus 2017 Design to Improve Life Udfordring' for 'Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017'.

Stort show i Odder

Prisen blev uddelt ved et stort afslutningsshow for det treårige projekt i fredags i Spektrum Odder. 750 børn deltog i showet, der dels var en hyldest til vinderne fra Ellevangsskolen, dels var et stort nyhedsshow med titlen 'Gode nyheder for børn”. Steffen Kretz og Lillian Gjerulf Kretz fra DR var nyhedsværter, og tidligere børne-tv-vært Camilla Ottesen var showets overordnede værtinde. Det stort opsatte show bestod af forproducerede tv-indslag og interviews fra scenen – alt sammen produceret for børn.

Tre udfordringer

I de tre udfordringer har eleverne i en projektuge arbejdet med INDEX: Design to Improve Lifes innovative værktøjer for at udvikle en ide og derefter en model af deres løsning. De har researchet, ringet rundt, diskuteret, analyseret og bygget. De to tidligere udfordringer om løsninger på øget vandmængde som følge af klimaforandringer og mere klimavenlig biltransport blev vundet af Sønderlandsskolen fra Holstebro Kommune og Lundsskolen fra Horsens Kommune – denne gang var det altså elever fra 5. klasse på Ellevangsskolen, der udviklede det bedste 'design to improve life'.
Projektet bygger på en moderne opfattelse af design som løsninger, som forbedrer livet for mennesker.