Familien fra Vikingen

Jeg træder ind ad døren i mine refleksbeklædte, sølvgrå Nike-sko. Mine bukser stumper, så man kan se mine blege ankler, og min lyserøde sweater gør heller ikke meget for, at jeg falder ind i billedet. For at være ærlig, så er det måske ikke lige her på Vikingen på Tolderlundsvej, at min type oftest slukker tørsten. Det aner man også på de andre gæsters reaktion, da jeg sætter mine ben det sted, der er det sidste havneværtshus i Skibhuskvarteret.
Deres øjne hviler med en undren på mig, for det er ikke hver dag, at en 23-årig journalist parkerer cyklen og træder indenfor.
“Ja, han er lige på toilet,” siger en kvinde ved baren om manden, der burde stå bag den. Der går ikke længe før Jan Bech, som han hedder, vender tilbage, og jeg introducerer mig. For ham er det OK, at jeg er her, men ellers står det for egen regning. Og ikke alle er helt tilfredse med min tilstedeværelse. En makker, der i dag har taget turen hele vejen fra Munkebo, råber:
“Jeg skal satme ikke være med i noget!”.

To venner ved et bord

Til mit held går der ikke længe før han fordufter, og jeg kan overtage hans plads og sætte mig til bords med de herrer, som jeg havde håbet at møde.

Ved det mørke træbord nær vinduet med udsyn til Tolderlundsvej sidder de to venner Kell “Bogø” og Claus “48”. De er noget mere gæstfri, og særligt Claus “48” kender betydningen af at være åbensindet.
Det var nemlig sådan, han blev en del af slænget på Vikingen, som han selv kalder det. For 11 år siden flyttede Claus nemlig ind i bygningen overfor, og lagde hurtigt vejen forbi Vikingen. Her ved bordet sad Kell med nogle kammerater. Der ville Claus være med, og det måtte han da også, “hvis han altså havde fast arbejde, der kunne betale øllene”. Siden da blev Claus til Claus “48”, da han som beboer på Tolderlundsvej 48 er nabo til Vikingen på Tolderlundsvej 46.
Ved siden af Claus “48” sidder Kell “Bogø”. Han er kommet siden åbningen i 1972, og det bliver han ved med. Blandt andet fordi, han blot kan stille sin tomme øl vendt med mærkatet mod baren, og straks står der en fuld en af slagsen foran ham.
De to venner er begge pensioneret efter to karrierer, der har budt på flere forskellige erhverv, hvor arbejdet med hænderne har været et gennemgående karakteristika. Meget af tiden her ved vinduet bliver brugt på “at fylde hinanden med løgn”, forklarer Claus “48”. Selvom jeg garanteret også er blevet fyldt med et par usandheder under mit besøg, så drejer det hele sig nu ikke om fis og ballade.
“Hvis der er nogen herfra, der har brug for hjælp til et eller andet, så står vi der med det samme,” siger Claus om stemningen mellem stamgæsterne på værsthuset.
Stamgæster er der nok af, ifølge indehaver Jan Bech. Hver uge smider stamgæsterne 20 kroner i sparebøssen, og det er der 70 gæster, der gør. Og at gæsterne kender hinanden, det kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved, for jeg den eneste af husets 10 gæster, der ikke er blevet hilst på med navn.

Fortiden spøger ikke

Selvom Vikingen er det sidste havneværtshus, så er der nu ikke meget, der egentlig vidner om det.

Ja, det sidste levn er vel egentlig de søm, der hænger over baren, hvorpå der hænger småmønter, som værftsarbejdere og skibsmænd, der var i knibe med betalingen, kunne bruge, så der i hvert fald var mønter til en enkelt fyraftensbajer, hvis dagshyren ikke var hevet i land.

Her på Vikingen kan de ikke engang diske op med en god gammeldags slåskamp, for som Claus “48” siger:
“Der er ikke nogen, der behøver at slå os ned, vi falder selv,” inden han tilføjer, at både han og Kell er skvattet på trappen udenfor. Sjovt nok efter, at indehaver Jan Bech gjorde trappen skridsikker og gelænderet fastspændt.
Det er en af de sidste historier jeg får, mens jeg sidder der, 23 år gammel, i min lyserøde sweater, en mandag eftermiddag og føler mig som en del af familien fra Vikingen. Det kan anbefales.