Fortsæt til indhold

Seniorer satte madding på krogen og tog med ud at fiske

En flok ældre fra plejehjem i det sydlige Aarhus tog på fisketur til Pinds Mølle Put and Take i Hørning

Samfund
Christina S. Johansen

De havde ikke trukket deres gamle sweatre på og havde heller ikke ladet skægget stå, til gengæld satte de madding på krogen og tog med ud at fiske ved Pinds Mølle Put and Take i Hørning.
Der er tale om en flok ældre fra forskellige plejehjem i det sydlige Aarhus, som tirsdag 2. maj tog i mod tilbuddet om en tur ud i det grønne.
Én af dem var Knud Møller fra Koltgården. Han har fisket meget i forskellige dele af verden gennem sit liv, så han var, måske ikke så overraskende, begejstret for igen at have en fiskestang i hænderne.
“Det her er bare alletiders. Det er dejligt at komme lidt ud, og vi er heldige med vejret,” forklarede han fra søens bred.
Han havde tilmed fået arrangeret, at en af hans fiskekammerater også var med ved Pinds Mølle.

Flere ture på programmet

Det er såkaldte oplevelsesmedarbejdere fra plejehjemmene i Aarhus Kommune, som har arrangeret turen.
Her er der også begejstring at spore over udflugten.
“De ældre mærker vinden i kinderne, og de kan sidde med en sandwich i hænderne og snakke om gamle dage. Det er med til at give noget livskvalitet. Det giver mulighed for at mindes og mulighed for at have noget at snakke om efterfølgende. De får også nogle relationer, som de ikke lige har i den gængse hverdag,” fortæller oplevelsesmedarbejder Malene Melbye, som oplyser, at der ud over sandwich også var friskfanget, grillet fisk på menuen.
Turen til Hørning er blot én af flere ture, som byens ældre borgere kan tage med på.
“Flere har efterspurgt at komme på fisketur. På den måde arrangerer vi gerne ture afhængigt af, hvad beboerne har lyst til,” siger Malene Melbye.

Med solskin fra en næsten skyfri himmel viste vejret sig fra sin smukke side. Foto: Mike Madsen
Hvor nogle greb fiskestængerne, slikkede andre lidt solskin ved søens bred. Foto: Mike Madsen