100 bevarings-værdige bygninger i Skanderborg
Godt 100 bevaringsværdige huse i bymidten er nu registreret
Ud over fire fredede bygninger er der mange bevaringsværdige bygninger i Skanderborg midtby.
I 1997 fik Skanderborg Kommune sammen med Kulturstyrelsen registreret bygningers bevaringsværdi på en skala fra 1 – 9, hvilket resulterede i det såkaldte Kommuneatlas.
For et års tid siden nedsatte Skanderborg Museumsforening et Udvalg for Bygnings- og Bykultur. Udvalget satte sig for at opdatere og fotografere alle de bevaringsværdige bygninger i midtbyen, der har fået en karakter mellem 1 og 4.
Nu er arbejdet endelig afsluttet. Alle fotos er indsendt til Kulturstyrelsens database for Fredede og Bevaringsværdige Bygninger (FBB, hvor enhver kan finde sit eget hus, ligesom i det såkaldte BBR).
Plancheudstilling
Historisk Arkiv har samtidig forsynet FBB med historiske billeder, hvor det er muligt. Herefter er hele materialet bearbejdet af Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, inde det blev lagt ind i Kulturstyrelsens register. Hele projektet har fået støtte fra såvel Skanderborg Kommune som Realdania.
Nu indbyder udvalget alle til reception på Museum Skanderborg i morgen onsdag 10. maj klokken 14.00. Her vil man kunne se otte store plancher med en beskrivelse af, hvordan man vurderer bygninger som bevaringsværdige, samt enkelte eksempler på disse bygninger.
Arkitekt Rie Øhlenschlæger vil introducere udstillingen og fortælle om bevaringsværdig bykultur under overskriften 'Betyder fortiden noget som helst i dag?' Desuden vil stabschef Bente Hornbæk fra Skanderborg Kommune deltage i receptionen, hvor der vil være et mindre traktement.
Tilgængelig kulturarv
Udvalget for Bygnings- og Bykultur håber selvfølgelig, at opdateringen af FBB vil være til hjælp for byens borgere og kommunen.
Fremover vil man kunne få aktuelle billeder og historiske samt tekniske oplysninger om den kulturarv, der gemmer sig i byens bygningskultur.
Sammen med Museum Skanderborg, Historisk Arkiv står udvalget til rådighed for enhver, skriver det i en pressemeddelelse.
srj