Dyrere byggeri, men samme husleje
Grønt område er taget ud af tegningen, oplyser bygherrerådgiver. Udvalgsformand: Ikke alarmerende
Forsinkelsen af de nye boliger ved det gamle rådhus i Smørum vil uundgåeligt betyde, at byggeriet bliver dyrere. Men det vil ikke komme til at berøre de kommende beboere økonomisk,
Det oplyser Brian Hartmann, bygherrerådgiver for Domea.
“Huslejen forbliver den samme. Vi tilpasser projektet, så der er nogle ting der er taget ud. Det er blandt andet et grønt område med vandhuller”, siger Brian Hartmann.
Som omtalt i Lokalavisen Egedal tirsdag er byggeriet løbet ind i komplikationer, i form af udfordringer med det gamle rådhus. Hvor de forudsætninger der er langt ind i byggeriet af hvad rådhuset kan bære, har vist sig ikke at holde stik.
Tidligst 1. september skal man regne med, at de de nye boliger står klar. Dermed bliver der tale om en forsinkelse på mindst to måneder, oplyser Brian Hartmann.
Hvor meget dyrere byggeriete bliver, vil Domea endnu ikke sætte et beløb på. Ligesom man heller ikke vil gå nærmere ind i hvem der har ansvaret, og i sidste ende står med regningen.
“Men jeg er sikker på, at det stadig vil være super fedt boligprojekt, hvor vi kan byde 87 nye beboere velkommen”, siger Brian Hartmann.
Stramme rammer
Fra politisk side mener Ib Sørensen (Soc.), formand for planudvalget, ikke, at der er grund til panik.
“Nu skal man jo huske på, at det ikke er kommunens projekt. Vi har solgt grunden, og det er et privat byggeri. Samtidig bør man også have med, hvilke betingelser der generelt arbejdes under, når det handler om almene boliger.”
Ib Sørensen mener, at rammerne generelt er for stramme for alment byggeri.
“Derfor mener jeg ikke, at en forsinkelse på to måneder af et byggeri i denne størrelsesorden i sig selv er alarmerende. Men det er klart, at hvis der er noget med lokalplanen, der ikke holder, så må vi se nærmere på det fra kommunens side.”
Også Ib Sørensen fremhæver, at han glæder sig til byggeriet er færdigt. Det gælder også for arbejdet med opførelsen af almene boliger ved det gamle rådhus i Ølstykke.