Fortsæt til indhold

Albertslundgrå forvandlet til farverig udsmykning

Muren ved Agenda Centeret er udsmykket af dem som også maler væggen ved Kongsholmcentret

Samfund
Jørgen Brieghel

”Hvor er det pænt”. ”Hvor pepper det dog det hele op”. ”Dejligt med nogle farver”. Opbakningen fra de forbipasserende i Kanalen fejlede ikke noget, da den lave betonmur ved Kanalens Kvarter 32 blev malet. Normalt er malerne henvist til graffitimuren på Kongsholmcenteret, men denne gang havde Agenda Centeret inviteret dem til at udsmykke deres mur i Kanalens Kvarter.

Meget talentfulde

”Vi kunne jo se, på det de laver på Kongsholmcenteret, at de er meget talentfulde, så vi foreslog dem at male vores mur”, fortæller Povl Markussen fra Agenda Centeret. ”Temaet for udsmykningen skulle være noget med natur, fordi vi netop arbejder med at skabe mere natur i byen, og noget med vand, fordi det nu engang er Kanalens Kvarter. Ud over det fik de frie hænder, og de har løst opgaven til mere end topkarakter, for den rummer også meget andet. Så vi er meget glade”.

Tæt på folk

Normalt er malerne pakket godt væk på nordsiden af Kongsholmcenteret, så for dem var det også en ny og positiv oplevelse, at komme tæt på folk og få så mange positive tilbagemeldinger. ”Det er noget helt andet, end det vi plejer, og det er dejligt, at kunne være med til at udsmykke byen og give den farver og sprede glæde”, som en af dem udtrykker det.
”Det er ikke sidste gang vi har samarbejdet med dem, og jeg håber inderligt, at der bliver fundet en anden mur til malerne, når Kongsholmcenteret skal rives ned for at gøre plads til det nye gymnasium. Det fortjener de, og det fortjener byen også”, siger Povl Markussen.