Fortsæt til indhold

Forpagter siger op i Café Sløjfen

Samfund
Arkiv

Bettina Jensen fra MerMad i Hornslet har opsagt forpagtningen af Café Sløjfen i Hadsten Idræts- og Kulturhus Sløjfen.
Hun har opsagt det med virkning fra 31. juli og hun begyndte i august 2016. Dermed når hun at have drevet Café Sløjfen i et år.
Bettina Jensen driver også firmaet MerMad i Hornslet, og hun har valgt fremover at prioritere denne del af sin virksomhed, fortæller hun i en fælles pressemeddelelse fra hende og Sløjfens bestyrelse.
'”Det har været et spændende og udfordrende år for mig og mine medarbejdere. Samarbejdet med Sløjfen og de mange kunder, der har holdt deres fester i huset, har været rigtig fint, men jeg må også konstatere, at det har været svært at have sin virksomhed splittet op på to matrikler.
Det kræver en masse ressourcer til koordinering og kørsel, og det er desværre ikke holdbart for mig i længden”, siger Bettina Jensen
Sløjfens bestyrelsesformand Mona Gleerup er ked af at skulle tage afsked med Bettina Jensen.
”Vi har haft et fint samarbejde med Bettina, som har gjort et stor arbejde med at indrette Café Sløjfen til et hyggeligt og rart mødested, og vi havde selvfølgelig håbet, at vi kunne fortsætte med at udvikle caféen sammen, men vi forstår også godt Bettinas ønske om at koncentrere sig om firmaet MerMad i Hornslet, der både leverer firmamad og står for arrangementer rundt omkring i landet”.
Cafédriften fortsætter uændret frem til 1. august, og selskaber serviceres som aftalt.
Bookinger efter 1. august vil blive håndteret af ny madleverandør.
Sløjfens bestyrelse vil hen over sommeren arbejde med at udvikle et nyt koncept for driften af caféen, og indtil dette er på plads skal henvendelser vedrørende selskaber og forplejning i kulturhuset rettes direkte til Sløjfen.
Siden indvielsen i 2001 har Café Sløjfen været drevet af mere end seks forpagtere på 17 år.