Hjælp avisen med billeder og tjen penge
Fremover vil vi på Lokalavisen Aarhus købe læsernes billeder af livet i Aarhus
Er du vild med at tage billeder, og kender du Aarhus rigtig godt? Så er det lige dig, vi leder efter. Alle med en iPhone kan være med (Udviklerne arbejder desuden på en android-udgave, som dog endnu ikke er klar).
Politikens Lokalaviser har nemlig indgået en aftale med den nye foto- og videoplatform Byrd, som kort sagt går ud på, at private bidrager med billeder og videoer til avisen og får betaling for det.
I første omgang testes tjenesten af på Lokalavisen Aarhus.
Tag selv eller få en opgave
Det er ganske nemt at benytte Byrd.
I første omgang henter man den gratis app af samme navn, og så er det ellers bare med at gribe telefonen eller kameraet og skyde løs, når man oplever noget fedt.
Herefter uploades billederne i appen, og så kan vi se dem her på avisen - ligesom de andre tilmeldte medier i øvrigt også kan se dem.
Man kan godt benytte et almindeligt kamera, men så skal billederne først ind på iPhonen, og så uploades derfra.
Sælge eksklusivt
Vælger vi at benytte et foto, får fotografen cirka 112 kroner - og 228 kroner for en video. Fotografen kan også vælge at sælge eksklusivt og sætte prisen selv.
I den samme applikation vil vi desuden sende lokale foto- og videoopgaver ud, som alle i det pågældende område modtager.
“Vi ser Byrd som et godt værktøj til at få engageret vores brugere. Det er næsten altid lokale, der er først på pletten og opdager historien. Hvis de nemt kan dele deres oplevelser med os og samtidig kan tjene lidt penge på det, så kan der komme rigtig meget god journalistik ud af det,” siger ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser A/S, Claus Wessel Krogh.
Knytter læsere til avis
Bag Byrd står de tre iværksættere, Christian Nicolai Thiesen, Mikkel Westphal Stephensen og Morten Stephensen.
Sidstnævnte forklarer:
“Vi har endelig fået mulighed for at lave en tjeneste, hvor lokale kan bidrage til nyhedsdækningen på en meget hurtig og effektiv måde. Det kan knytte medier og lokale tættere sammen og styrke journalistikken.”
Find Byrd-appen her.